Afdelingen varetager to selvstændige fag: Religionsvidenskab og Arabisk- og islamstudier.
Religionsvidenskab
Faget religionsvidenskab er et humanistisk fag, der studerer religion i videste forstand. Disse studier omfatter kristen tradition, andre religiøse traditioner samt ikke-religiøse tilværelsestolkninger i fortid og nutid. De ansattes forskningsmæssige kompetence omfatter ud over de angivne emneområder også en bred vifte af metodiske tilgange: historiske, filologiske, litteraturteoretiske, filosofiske, antropologiske, sociologiske og psykologiske.
Arabisk- og islamstudier
Arabisk- og islamstudier er et humanistisk fag, der studerer arabisk sprog, kultur og religionen islam i bredere forstand. Der lægges særlig vægt på studiet af islam og på det arabiske sprog (med hovedvægten på moderne standardarabisk) som islams internationale sprog. De ansattes forskningsmæssige kompetence omfatter religiøse og politiske spørgsmål i deres historiske, kulturelle, sociale og økonomiske kontekst.
Forskningsmiljø
Som forskningsmiljø er afdelingen således tværfaglig i hele sin opbygning og arbejdsform. Dertil kommer, at forskningen foregår i nært samarbejde ikke blot med forskere ved de teologiske afdelinger, men også med kolleger ved andre, ikke mindst humanistiske og samfundsvidenskabelige, afdelinger. Faggruppen for Arabiske og islamiske studier er ansvarlig for de elementer, der hører til under dens ansvarsområde. Se her for faggruppens hjemmeside.