DU ER HER: Forskning » Aktuel forskning » Etik, ret og Religion » Individuelle projektpræsentationer

Individuelle projektpræsentationer

TF-ansatte

Svend Andersen , professor, Afd. for Systematisk Teologi – Medlem af Styringsgruppen

Der må opstilles to forskningsscenarier. I tilfælde af forskningsorlov vil der blive gennemført et projekt med titlen ’Rekonstruktion af en luthersk politisk etik’, resulterende i en monografi som udgives af W. de Gruyter. I perioden vil endvidere blive publiceret artikler på grundlag af konferencebidrag: ’Gerechter Krieg und status confessionis’, ’Die Rolle theologischer Argumentation om öffentlichen Leben’ og ’Reconciliation as an Ethical and Legal Concept’. I tilfælde af ’normale’ arbejdsforpligtelser vil der foruden de sidstnævnte publikationer blive tale om dele af det førstnævnte projekt, formentlig vedr. Martensen og Troeltsch. – Anden forskning: Fadermetaforen i kristendommens religiøse sprog.

Vagn Andersen , lektor, Afd. for Religionsvidenskab – Medlem af Styringsgruppen

’Protestantisme og sekularisering i filosofihistorisk perspektiv’. Ud fra Kant, Hegel og Habermas vil tesen være, at Oplysningens autonomitænkning underbestemmes, hvis den ses blot som en rent filosofisk bevægelse og ikke som en samtidig sekulariserende transformation af den lutherske to-regimente-lære. Et sideafkast kunne være den tese, at modernitetens paradoks er, at den hverken kan afsværge sine rødder i kristendommen eller uproblematisk videreføre dens religiøse substans. Man kunne omvendt give denne tese den  hegelske og/eller (kors)teologiske vending, at kristendommen øjensynligt har indeholdt potentialer for sin egen selvophævelse som religion . Realiseres enten i artikelform eller som konferencebidrag. Vil danne grundlag for deltagelse i den hjemlige og europæiske forfatningsdebat. – Anden forskning: et om Habermas centreret disputatsprojekt.

Per Ingesman , lektor, Afd. for Kirkehistorie og Praktisk Teologi

En undersøgelse af den middelalderlige kirkes disciplinerende indsats over for befolkningen, som benyttede sig af dels skriftemålet og bodssakramentet, dels den kanoniske ret og de kirkelige domstole. Især skal der fokuseres på kirkens holdning til seksuelle synder og forbrydelser. Herunder skal den seksualetik, der ligger bag den kirkelige praksis, klarlægges. Resultatet skal blive 2-3 artikler samt en bog med titlen "Kirke, synd og samfund i middelalderen". – Anden forskning: arbejde med den pavelige højesterets betydning i middelalderen i europæisk komparativt perspektiv.

Johannes Nissen , lektor, Afd. for Gammel og Ny Testamente – Medlem af Styringsgruppen

I forlængelse af bogen Bibel og etik planlægges en el. flere om krig-fred, hhv. religion-vold, stat-kirke og/ eller Bibel, menneskeværd og menneskerettigheder. Inden for Praktisk Teologi planlægges en artikel om diakoni i spændingsfeltet mellem den enkelte, menigheden og samfundet. – Anden forskning: ”Formidling – kommunikation” (PT).

Kees Niekerk , forskningslektor, Afd. for Systematisk Teologi

Undersøgelse af forskelle og ligheder mellem etik og ret ved konkrete problemstilling som f.eks. aktiv dødshjælp. – Anden forskning: K.E. Løgstrups etik, emner i Teologi og Naturvidenskab.

Bo Holm , adjunkt, Afd. for Systematisk Teologi

Ret, retfærdighed og reciprocitet i reformatorisk teologi. Forholdet mellem ret, retfærdighed og reciprocitet i reformationsteologien er et stort set ubehandlet område. Teologisk er forholdet mellem ret, reciprocitet og retfærdiggørelse allerede præsent i Luthers tidlige forsøg på at bestemme forholdet mellem hans nye forståelse retfærdiggørelsen og romerrettens traditionelle definition af begrebet retfærdighed som unicuique, quod suum est tribuere . Ved at fokusere på reciprocitetsbegrebets betydning kan der skabes basis for en diskussion med nyere forsøg på at definere forholdet mellem ret og en etik, baseret på generøsitet (Roman Coles, Jacques Godbout m.fl). – Anden forskning: Mellem Eksplikation og kommunikation. Fællestræk og forskelle i teologiforståelsen hos reformatorerne Martin Luther og Philipp Melanchthon under inddragelse af problemfelter fra den social- og kulturantropologiske metodediskussion (bl.a. Pierre Bourdieu).

Thomas Frank, ph.d.-studerende og feltpræst, Afd. for Systematisk Teologi

Etiske problemer ved krig og humanitær intervention. I perioden  arbejdes med (i) retfærdig krig traditionens tilblivelse og udvikling; (ii) kristen etik vedrørende krig i tiden efter FN-charteret; (iii) metaetiske overvejelser over forholdet mellem etik og retsfilosfi.

Lene Kühle , adjunkt, Afd. for Religionsvidenskab – Praktisk koordinator

Ph.d.-afhandling, som bl.a. omhandler religiøse minoriteters forhold i Danmark, herunder deres retlige position (særligt religioners position i danske fængsler)er indleveret i marts 2004. Derefter arbejdes der på en bog om islam i Danmark, herunder islams retlige position i det danske samfund. Endvidere ønskes andre problemer inden for religionsretten taget op i forlængelse af ph.d.-afhandlingen. På et teoretisk plan arbejdes videre med spørgsmålet om lovgivningens påvirkning af religiøse gruppers eksterne og interne forhold. Der forventes skrevet artikler bl.a. om anerkendelse af trossamfund og om religiøse minoriteters retsstilling i Danmark historisk set.

John Møller Larsen , Ph.d.-studerende, Afd. for Religionsvidenskab

I perioden arbejdes fortsat på ph.d.-afhandling med titlen Sayyid Qutb and Qur’ânic Exegesis: Approaches . Structures. Concepts. Afhandlingen behandler den islamistiske koranfortolkning I Koranens skygger forfattet af ægypteren Sayyid Qutb (d. 1966). Den tredje del, Concepts , omhandler politiske og juridiske begreber, herunder Qutbs opfattelse af demokrati, menneskerettigheder og religionsfrihed i et muslimsk idealsamfund.

Andre tilknyttede

Carl Lomholt, ph.d.

Bent Rosendal, forh. lektor.

Svend Thorhauge , Forstander, Ry Højskole.

” Den protestantiske teologi og demokratiets ånd - når teologiske modpoler bliver til politiske skillelinjer.” For blot få år tilbage kunne man gå ud fra, at den danske højrefløj var religiøs og venstrefløjen tilsvarende a-religiøs. Nyere undersøgelser viser, at det ikke længere er tilfældet. Det betyder, at den politiske debat om forholdet mellem religion og politik ikke handler om mere eller mindre religion, men om, hvordan religion og politik kan og skal kobles. I en sådan debat abonnerer argumenterne på teologisk semantik og dogmatik. Projektet vil etablere en politisk teologisk horisont, der gør det muligt for den politiske videnskab at håndtere de teologiske forskelle, der gør sig gældende i denne debat. Metodisk står projektet på skuldrene af Michel Foucault og Niklas Luhmann.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 02.03.2010