DU ER HER: Forskning » ErhvervsPhD » Interview med Peter Fischer-Nielsen

Interview med Peter Fischer-Nielsen

Peter Fischer-Nielsen
ErhvervsPhD ved Ph.d.-skolen Teologi og Religionsvidenskab

Hvad skriver du ph.d. om?
Min ph.d. omhandler Folkekirkens kommunikation på nettet. Nærmere bestemt kortlægger jeg, hvordan folkekirken som institution, og hvordan enkelte præster gør brug af internettet som medie. Det bliver relateret til teorier omkring dagens mediebillede og sekulariseringen – jeg sætter fx spørgsmålstegn ved, hvordan Folkekirken forholder sig til, at vi går mindre i kirke og søger mere information om tro online.
Mit projekt skrives i samarbejde med Areopagos og Kristeligt Dagblad, der begge gerne vil have udbygget deres viden om religion som et fænomen i cyperspace.

Hvordan mærker du, at du skriver en erhvervsPhD frem for de vanlige ph.d.-modeller?
Som erhversPhD begraver jeg mig ikke bare i forskningsverdenen, men indgår også i en mere praktisk virkelighed. Rent fysisk tilbringer jeg fx en del af min tid i København sammen med kollegaer fra Areopagos og Kristeligt Dagblad. Dermed arbejder jeg meget tæt sammen med aftageren til den viden, jeg producerer – det er meget tilfredsstillende.
Endelig er en ph.d. også udannelse, hvor man får kurser i fx pædagogik og akademisk engelsk. På erhvervsPhD-forløbet indgår der også kurser, der vender mere udad, som populærformidling, ledelse, økonomistyring og den slags.

Hvorfor valgte du denne form?
Jeg gik ikke specifikt efter at skrive en ph.d., da jeg var færdig med min kandidat i religionssociologi fra KU. I stedet arbejdede jeg halvtid som leder af  KIVIK, der er en kirkelig organisation, som arbejder på at forbedre dialogen mellem kristne og muslimer i Danmark, og halvtid som debatredaktør på religion.dk, der drives i samarbejde mellem Kristeligt Dagblad og Areopagos. Det var faktisk min chef, der forslog mig at skrive en erhvervsPhD. De kunne bruge resultaterne og kunne afse midlerne, og da jeg også kunne se det spændende i kombinationen af universitet og erhvervsliv, var der ikke langt fra tanke til handling.

Hvorhen skal du herfra?
Min erhvervsPhD giver mig både mulighed for at fortsætte ad forskervejen og kompetencer, jeg kan bruge i erhvervslivet. Jeg har ikke besluttet mig for, hvilken vej jeg vil gå, men det er betryggende, at der næsten ingen arbejdsløshed er blandt erhvervsPhD’ere. Det tror jeg blandt andet skyldes, at man automatisk får et netværk på arbejdsmarkedet gennem sit projekt.

Læs med på Peters blog e-religion.eftertanke.dk

Læs artikler af Peter på religion.dk

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 02.03.2010