Ph.d.-skolen Teologi og Religionsvidenskab ved Det Teologiske Fakultet vil tiltrække nogle af de bedste udenlandske Master-studerende til vores ph.d.-program. Vi tilbyder en 4-årig, fuldt finansieret forskeruddannelse i teologi eller religionsvidenskab (med islamstudier) på det højeste, internationale niveau. Lønnen er i de første to år er ca. kr. 129.000 om året (før skat); derefter i de sidste to år ca. kr. 335.000 før skat og inkl. pension om året. Forskeruddannelsens dominerende sprog er engelsk.
Det Teologiske Fakultet har 800 studerende og ca. 50 lektorer/professorer. Ved Ph.d.-skolen Teologi og Religionsvidenskab er der indskrevet ca. 35 ph.d.-studerende. Der er tale om et studiemiljø præget af tætte, uformelle kontakter mellem vejledere og ph.d.-studerende. Vi har optimale, fysiske rammer og it-faciliteter, og til de forskningsmæssige ressourcer hører bl.a. et meget veludstyret bibliotek.
To gange om året i april og oktober opslås scholarstipendier med ansættelse og studiestart 1. september eller 1. februar. Du har mulighed for at søge, hvis du mangler ca. 1 år af din kandidatuddannelse. Ved vurderingen af din ansøgning lægger vi vægt på, at du har en idé til et originalt og spændende forskningsprojekt, som på en frugtbar måde kan indgå i et af vores eksisterende forskningsmiljøer. De bedste blandt de kvalificerede ansøgere vil blive indbudt til en personlig samtale med dekanen og ph.d.-skolens leder.
På Det Teologiske Fakultet får du en it-udstyret arbejdsplads, hvor du typisk deler et kontor med en eller to andre forskerstuderende.
De første to år af forskeruddannelsen er præget af et kursusprogram, der giver et bredt spektrum af faglig viden og generelle kompetencer (bl.a. undervisning, formidling, videnskabsteori og forskningsetik). Efter en kvalifikationseksamen følger de to sidste år, som primært består i arbejdet med afhandlingen.
I vores forskeruddannelse lægger vi vægt på en velfungerende vejledning, og alle ph.d.-vejledere har gennemført et kursus i vejledning. Som ph.d.-studerende ved Ph.d.-skolen i Teologi og Religionsvidenskab får du i begrænset omfang mulighed for at afprøve dig selv som underviser, og du får mulighed for at søge om økonomiske støtte til deltagelse i konferencer.
Vi ser frem til at modtage din ansøgning!