Ph.d.-uddannelsen ved Ph.d.-skolen Teologi og Religionsvidenskab består af følgende elementer:
- Gennemførelse af et selvstændigt forskningsprojekt under vejledning
For hver ph.d.-studerende udpeges en hovedvejleder og evt. en medvejleder. Hovedvejleder/medvejleder har ansvaret for den ph.d.-studerendes samlede ph.d.-uddannelse. Ph.d.-skolen lægger stor vægt på, at der fra starten af ph.d.-vejledningsforløbet skabes klarhed om gensidige forventninger og ansvarsfordeling. Alle vejledere ved ph.d.-skolen har gennemført et vejledningskursus.
- En kursusdel
Den ph.d.-studerende skal under ph.d.-forløbet gennemføre ph.d.-kurser svarende til ca. 30 ECTS-point. Et relevant kursusprogram for den enkelte ph.d.-studerende fastlægges sammen med hovedvejlederen. Ph.d.-skolen har fastlagt et ph.d.-kursusprogram.
- Opnåelse af erfaring med undervisningsvirksomhed eller anden form for videnformidling
Alle ph.d.-studerende skal opnå erfaring med undervisning eller videnformidling. For 5+3 ph.d.-studerende vil der normalt være tale om mindst to undervisningsforløb à to timer pr. uge. Derudover vil der være tale om andre former for videnformidling, fx at bistå med redaktionelt arbejde eller med at arrangere en videnskabelig konference. Ph.d.-studerende deltager på del A i et undervisningstræningsforløb sammen med hovedvejleder. På del B skal der gennemføres et undervisningsforløb á to timer pr. uge. Derudover vil der være tale om andre former for videnformidling, fx at bistå med redaktionelt arbejde eller med at arrangere en videnskabelig konference.
- Deltagelse i aktive forskningsmiljøer
Ph.d.-skolen forventer, at et udlandsophold af kortere eller længere varighed indgår som et naturligt led i ph.d.-uddannelsen. Opholdet aftales mellem hovedvejlederen og den ph.d.-studerende.
- Udarbejdelse af en afhandling på grundlag af ph.d.-projektet
Ph.d.-uddannelsen afsluttes med indlevering af en ph.d.-afhandling, der bedømmes af et udvalg. Ph.d.-afhandlingen skal dokumentere forfatterens evne til at anvende fagets videnskabelige metoder og til at yde en forskningsindsats svarende til de internationale standarder for ph.d.-grader inden for fagområdet.
Studiemiljø
Fakultetets ph.d.-skole tilbyder gode fysiske rammer og it-faciliteter samt adgang til et veludstyret moderne bibliotek. Ph.d.-skolen lægger vægt på et aktivt studiemiljø med deltagelse af alle indskrevne ph.d.-studerende. Hver enkelt ph.d.-studerende knyttes også til en afdeling og alle fakultetets satsningsområder, seminarer, centre og fora er til rådighed for de ph.d.-studerende som en del af fakultetets videnskabelige miljø.
For en nærmere præsentation af fakultetet, dets afdelinger, satsningsområder, seminarer, centre og fora samt dets videnskabelige personale, henvises til Det Teologiske Fakultets hjemmeside.
Henvendelse om denne sides indhold:
Revideret 02.03.2010