DU ER HER: Pressemeddelelser » Buddhismen nu kortlagt i Danmark

Buddhismen nu kortlagt i Danmark

Den 11. marts udkommer en ny bog af religionshistoriker, ph.d. Jørn Borup, der som den første beskriver buddhismen historie og udbredelse i Danmark.

Buddhismen opstod i Indien for 2.500 år siden. Den spredte sig i forskellige udgaver til store dele af Asien og har også slået rod i Vesten som en levende tradition. I Danmark er den lige så mangfoldig som i resten af verden, men den har også fået sin egen identitet. Dansk dharma - buddhisme og buddhister i Danmark er den første bog om emnet, og den er skrevet på baggrund af religionshistoriker Jørn Borups mange års studier af buddhisme og kendskab til de buddhistiske miljøer i Danmark. Bogen går bag om historien fra de tidligste kontakter over litterær inspiration til den levende praksis. De enkelte grupper bliver præsenteret i forhold til buddhistisk retning og oprindelsesland, og en samlet karakteristik af dansk buddhisme og dens rolle i fremtiden binder trådene sammen. Bogen er skrevet for alle interesserede.

Dansk dharma - buddhisme og buddhister i Danmark er Det Danske Pluralismeprojekts anden bog i serien om religioner i Danmark. Projektet hører under Center for Multireligiøse Studier på Aarhus Universitet, hvor forskere siden 2001 i et samarbejde mellem teologi og religionsvidenskab har undersøgt og beskrevet det religiøse landskab lokalt og nationalt. Serien er lagt an på empiriske undersøgelser og giver som den første af sin slags et enestående indblik i den religiøse mangfoldighed i Danmark.

I forbindelse med udgivelsen af Dansk dharma - buddhisme og buddhister i Danmark inviterer vi hermed alle interesserede til åbnings- og udgivelsesreception fredag d. 11. marts kl. 15.00 – 17.00 i auditorium 1 på Det Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet, Tåsingegade 3. Her vil forfatteren først give en kort præsentation af emnet for sin bog; buddhisme og buddhister i Danmark, hvorefter der vil blive budt et lettere traktement i foyeren. Mad og drikke til receptionen bliver bragt fra Quang Houng templet i Tilst. Til arrangementet vil der desuden være både lægbuddhister, munke og lamaer til stede.

For yderligere information er du velkommen til at kontakte ph.d. Jørn Borup på e-mail: jornborup@post.tele.dk

Udgivelsesreceptionen vil foregå i forbindelse med åbningsreceptionen for Forlaget Univers (se anden pressemeddelelse)

Med venlige hilsner

René Dybdal Pedersen

Dr. theol. Professor Viggo Mortensen

Redaktør, rene@forlagetunivers.dk

Leder af det Danske Pluralismeprojekt

Forlaget Univers

Aarhus Universitet

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 02.03.2010