Charlotte Hansen, cand.theol. ph.d.-studerende ved Afdeling for Kirkehistorie og Praktisk Teologi, forsvarer fredag den 2. september sin ph.d.-afhandling med titlen: J.J. Ignaz von Döllinger and John Henry Newman - Protagonists of a theological battle that could not be won? Roman Catholicism in Germany and England from 1845 to 1879 between Liberalism and Neo-Ultramontanism. Forsvaret er offentligt og finder sted kl. 13.15 i Aud. 1, Det Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet.
Afhandlingen er et komparativt studie over de samtidige romerskkatolske teologer Johann Joseph Ignaz von Döllinger (1799-1890) og John Henry Newman (1801-1890). Den påviser omfanget af den direkte og indirekte kontakt, der fandt sted mellem dem i perioden 1845 til 1879. På baggrund af kildematerialer undersøger afhandlingen, hvordan de relaterede til hinanden. Afhandlingen besvarer, hvorvidt det er muligt at spore en indflydelse fra Döllinger på Newman og vice versa. Afhandlingens centrale påstand er, at Döllinger og Newman kan anskues som værende protagonister i det samme overordnede teologiske slag, der ikke kunne vindes på deres samtids præmisser. Det skal dog understreges, at nok udkæmpede de et fælles slag, men der var betragtelige forskelle i deres metoder og anskuelser. Dette slag var et indre-katolsk opgør, der blev udspillet mellem fronterne Liberal Katolicisme og Neo-Ultramontanisme. Afhandlingens dobbelte titel angiver, at komparationen mellem Döllinger og Newman er indlejret i et paneuropæisk perspektiv. I dette perspektiv adresseres ligeledes relationerne mellem tysk og engelsk katolicisme og teologi, de to lokalkirkers forhold til Rom og endelig forholdet til deres respektive nationalstater.