Der zoomes ind på eventyr og etik ved en åben tværfaglig jubilæumskonference på Aarhus Universitet den 8. december 2005 i anledning af 200- og 100-året for H.C. Andersens og K.E. Løgstrups fødsel.
I 1905, 100 år efter H.C. Andersen, fødtes K.E. Løgstrup. Han blev en af det 20. århundredes betydeligste tænkere. Hans hovedværk "Den etiske fordring" læses stadigvæk, også langt uden for både fagkundskabens og landets grænser.
Det dobbelte jubilæum er en kærkommen anledning til at dykke dybere ned i H.C. Andersens og Løgstrups originale og vidtspændende forfatterskaber. Hvad er etikken i H.C. Andersens eventyr og digtning? Og hvorfor er digtningen omvendt vigtig for etikken hos Løgstrup? Og hvad er grunden til, at barnet spiller så central en rolle hos både eventyrdigteren og filosoffen? En række forskere fra forskellige fag og universiteter forsøger at give svarene ved konferencen ”Eventyr og Etik” på Det Teologiske Fakultet, Tåsingegade 3, Auditorium 1, bygn. 1441, Aarhus Universitet den 8. december 2005, kl. 10-17. Konferencen er gratis, og alle er velkomne. Der kræves ingen forhåndstilmelding.
Arrangør: Løgstrup Arkivet, Aarhus Universitet med støtte fra H.C. Andersen 2005, Danmark & Bikubefonden.
Nærmere oplysninger fås hos Svend Andersen: sa@teo.au.dk , tlf. 8942 2271 og David Bugge: db@teo.au.dk , tlf. 8942 2261, Det Teologiske Fakultet.