Som del af en større seminarrække afholdes der den 24. august 2007 på Det Teologiske Fakultet et seminar om de politiske aspekter af Grundtvigs virke med deltagelse af en række fremtrædende grundtvigforskere.
På seminaret vil der være indlæg fra professor Jens H. Schjørring, Thorkild C. Lyby, lektor Harry Haue, museumsinspektør Inge Adriansen, adjunkt Jes Fabricius Møller, professor Dag Thorkildsen, professor, dr.theol.Viggo Mortensen, professor Nicholas Hope og projektforsker Kim Arne Pedersen.
Grundtvig betragtes ofte som en landsfaderlig skikkelse, der mere end nogen anden har bidraget til at forme samfundsudviklingen gennem de seneste 150 år. Et billede, der ofte har antaget idealiserede konturer. Over for dette står imidlertid et kritisk billede, der gør Grundtvig ansvarlig for mange ulykker, der hævdes at have plaget landet, såsom et angiveligt nationalistisk snæversyn og en selvtilfreds dyrkelse af middelmådighed under dække af det grundtvigske begreb om folkelighed.
Seminaret, der er arrangeret af Center for Grundtvigstudier, ønsker at yde et bidrag til et mere differentieret billede af Grundtvigs egen politiske indsats, efterfulgt af indblik i grundtvigianismens rolle i senere faser af landets historie.
Ingen har som N.F.S. Grundtvig sat sit præg på det danske samfund og den nyere danmarkshistorie. Derfor er det vigtigt at fastholde en nuanceret debat om Grundtvigs politiske, pædagogiske og teologiske virkningshistorie, så vandene holdes åbne, og forkerte polariseringer kan tages i opløbet.
Dette kræver imidlertid en optimal adgang til de mange skrifter, hvori hans tanker er nedfældede. Desværre er de fleste eksisterende udgaver af Grundtvigs skrifter mangelfulde, forældede og tilmed udsolgte. Derfor har Grundtvig-Akademiet og Kirkeligt Samfund taget initiativ til i samarbejde med Grundtvig-Selskabet, Center for Grundtvig-studier (Aarhus Universitet) og en række fremtrædende grundtvigforskere at påbegynde den nødvendige og nationale opgave, det er, at samle, publicere og kommentere Grundtvigs mange skrifter i en stor digital udgave.
I forbindelse med publiceringsprojektet afholdes der i 2007 en seminarrække , hvor en lang række Grundtvigeksperter og -kendere giver deres bidrag til debatten om Grundtvigs betydning for Danmark dengang og i dag, og hvor alle interesserede inviteres til at deltage i diskussionerne om indholdet af Grundtvigs tanker og om deres nutidige væsentlighed.
Seminarerne er heldagsarrangementer og kommer vidt omkring i Grundtvigs forfatterskab; hvert seminar med sit tema.
Find seminarets fulde program her
Læs mere om Center for Grundvigstudier
Professor, dr.theol. Jens Holger Schjørring
Center for Grundvigstudier
Det Teologiske Fakultet
Aarhus Universitet
Tåsingegade 3
8000 Aarhus C
Tlf : 8942 2275
Phd.-studerende, cand.theol. Ulrik Overgaard
Center for Grundvigstudier
Det Teologiske Fakultet
Aarhus Universitet
Tåsingegade 3
8000 Aarhus C
Tlf : 8942 2283
uo@teo.au.dk
Tid: Fredag d. 24. august 2007
Sted: Auditorium 1
Det Teologiske Fakultet
Aarhus Universitet
Tåsingegade 3
8000 Århus C
Pris: Gratis. Frokost m.m. kan købes i universitetets kantine.
Tilmelding: Åbent for alle. Tilmelding er ikke nødvendig.
Kontakt: Tlf : 8942 2283
20. august 2007
Ulrik Vosgerau
uv@adm.au.dk