DU ER HER: Pressemeddelelser » Kristendommens fremtid ligger på nettet

Kristendommens fremtid ligger på nettet

Kristendommens vilkår har forandret sig markant gennem de seneste 100 år. Fra at have mere eller mindre monopol på formidlingen af religiøse sandheder, har kristendommen i stigende grad måttet vænne sig til at være i konkurrence med mange andre religioner. En af de vigtige arenaer for denne konkurrence er i dag internettet, som stadig flere mennesker vender sig til for at finde svar på deres religiøse spørgsmål.

En liste over de 50 største religiøse hjemmesider viser, at kristendommen er presset online, og at der er næsten lige så mange new age-sider med horoskoper og tarotkort på listen, som der er sider med kristendom. Islam er den tredjestørste religion på listen, hvorimod buddhisme, hinduisme og jødedom slet ikke er repræsenteret.

Listen pegerimidlertidogså på, hvad der kan gå hen og blive kristendommens trumfkort i mødet med de andre religioner. Hvor der for tiden snakkes om, at bibellæsningen i traditionel forstand er på retur, har Bibelen det fortrinligt online.

Således er den mest besøgte religiøse hjemmesideden amerikanske biblegateway.com, hvor man kan læse Bibelen på en række forskellige sprog. Længere nede af listen finder man desuden bible.cc (nr. 15), blueletterbible.org (nr. 31) og  sacred-texts.com (nr. 35), der også alle rummer forskellige muligheder for at læse og søge i Bibelen. Dertil kommer websites som christianbook.com (nr. 11) og logos.com (nr. 47), hvor man kan købe bibler, studiemateriale og bibel-software.

Kristendommens fremtid på internettet er et af de emner, der berøres ved den store internationale konference Church and Mission in a Multireligious Third Millennium , der afholdes på Aarhus Universitet fra den 27. til 29. januar. Her vil danske og internationale forskere give deres bud på, hvilke konsekvenser det vil få for kirken, når den rykker ud i cyberspace.

Baggrund

Konferencen Church and Mission in a Multireligious Third Millennium er den første og største danske markering af 100års jubilæet for den første internationale konference om kristen mission, som fandt sted i Edinburgh i 1910. Under ledelse af professor Viggo Mortensen er konferencen arrangeret af en gruppe forskere tilknyttet Center for SamtidsReligion ved Det Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet.

 

> Konferencens hjemmeside

> Følg med på konferencens blog  

> Center for SamtidsReligions hjemmeside

Tid og sted

27.-29. januar
Det Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet
Taasingegade 3
8000 Århus C
Bygning 1441

Yderligere info

Ph.d.-studerende Peter Fischer-Nielsen
Det Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet
Web: http://person.au.dk/pfn@teo
Mail: pfn@teo.au.dk
Mobil.: 26 85 67 28


22.01.10
Ulrik Vosgerau
uv@teo.au.dk
Det Teologiske Fakultet
Aarhus Universitet

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 02.03.2010