DU ER HER: Pressemeddelelser » Netværk for historisk religionsforskning

Officiel åbning af ”Netværk for historisk religionsforskning”

Med deltagelse af Hugh McLeod fra Birmingham åbner ”Netværk for historisk religionsforskning” ved et arrangement den 20. november.
Forskningsnetværket er blevet støttet med en million kroner fra ”Det Frie Forskningsråd | Kultur og Kommunikation.”

”Netværk for historisk religionsforskning” der samler forskere, som arbejder med dansk kirke- og religionshistorie, skal efter planen være aktivt i perioden fra 1. september 2009 til 31. august 2011.

Med etableringen af ”Netværk for historisk religionsforskning” kan vi nu se frem til en samling og styrkelse af arbejdet med kristendommens historie i Danmark. Over 60 forskere med tilknytning til alle landets universiteter samt en række arkiver, biblioteker og museer har allerede tilmeldt sig som deltagere i netværket, udtaler leder af forskningsnetværket, professor, dr.phil. Per Ingesman.

Ved åbningen af netværket forelæser professor Hugh McLeod fra University of Birmingham om forholdet mellem religion, politik og sport i anden halvdel af 19. og første halvdel af 20. århundrede. McLeod er en af den internationale kirkehistories absolutte kanoner og blandt andet præsident for den internationale sammenslutning af kirkehistorikere.

Baggrund

I ”Netværk for historisk religionsforskning” skal teoretiske tilgange til religion indarbejdes i historikernes mere praktiske arbejde med de religiøse forhold i fortiden. Samtidig skal de hjemlige forskningstraditioner internationaliseres. Endelig skal netværket etablere rammerne for et fortsat samarbejde, der kan føre frem til et stort fælles forskningsprojekt om den kristne religions historie i Danmark.

Link til ”Det Frie Forskningsråd | Kultur og Kommunikation”

Link til professor Hugh McLeods hjemmeside.

Tid og sted

Fredag den 20. november kl. 13.30-16.00
Auditorium 2, bygning 1441
Det Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet

Alle er velkomne, og der kræves ikke forudgående tilmelding.

Se det fulde program, inklusiv et abstract af forelæsningen.

Yderligere info

Leder af forskningsnetværket Per Ingesman
Afdeling for Kirkehistorie og Praktisk Teologi
Det Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet
Web: http://person.au.dk/pi@teo  
Mail: pi@teo.au.dk  
Tlf.: 8942 2228


10.11.09
Ulrik Vosgerau
uv@teo.au.dk
Det Teologiske Fakultet
Aarhus Universitet

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 02.03.2010