25 år i orkanens øje: Forum fejrer dialogen mellem teologi og naturvidenskab
I 25 år har Forum Teologi Naturvidenskab arbejdet for at fremme dialogen mellem teologi og naturvidenskab. Det fejres med en stor international jubilæumskonference den 3. og 4. december 2005 på Aarhus Universitet.
Konferencen byder på oplægsholdere fra både ind- og udland og repræsenterer de problemstillinger, som Forum har arbejdet med de sidste 25 år.
Fra USA deltager evolutionsbiologen Michael Ruse, som er involveret i kampen om evolutionsteori og skabelseslære især i forhold til undervisning i skolerne. Holger K. Nielsen fra Niels Bohr Instituttet vil udfordre traditionel fysik med hensyn til vores forståelse af verden, og den tyske teolog Dirk Evers taler om Gud, fysik og kosmologi. Albert Gjedde fra Aarhus Universitet giver sit bud på, hvordan religiøse forestillinger er en del af den menneskelige hjernes evne til at forudse fremtiden. Endelig sætter Claus Emmeche fra Københavns Universitet og Søren Holm fra Cardiff University fokus på henholdsvis kompleksitetsteori og bioetik.
På jubilæet fejres en mangeårig og frugtbar tværfaglig beskæftigelse med livets store spørgsmål. Hvordan forholder fx den jødisk-kristne skabelsestanke sig til den fysiske kosmologi? Hvordan skal kristendommen stille sig til evolutions-teorien? Ifølge forskningslektor Kees van Kooten Niekerk har dialogen mellem teologi og naturvidenskab været til stor gensidig inspiration:
- Teologerne er blevet klogere på Guds skaberværk. Naturvidenskabsfolkene har opdaget, at livet er større end universet. Begge parter har fået skærpet sansen for en ansvarlig brug af naturen.
Forum Teologi Naturvidenskab er en tværfaglig organisation, der har rødder i både det teologiske og det naturvidenskabelige miljø på Aarhus Universitet. Organisationen blev oprettet i 1980 af teologerne Svend Andersen og Viggo Mortensen og de to naturvidenskabsmænd Arn Gyldenholm og Poul V. Thomsen.
Programmet for konferencen kan findes på www.teo.au.dk/teonat/konference
For yderligere information kontakt forskningslektor Kees van Kooten Niekerk, 8942 2272, kkn@teo.au.dk eller ph.d.-studerende Marie Vejrup Nielsen, 8942 2274, mvn@teo.au.dk