DU ER HER: Pressemeddelelser » Danske læger og molekylærbiologers etiske principper undersøgt

Danske læger og molekylærbiologers etiske principper undersøgt

Med sin undersøgelse af bioetik i teori og praksis, har Mette Ebbesen undersøgt danske læger og  molekylærbiologers etiske overvejelser og principper, der er i tråd med fremtrædende amerikanske etikeres teori. Ph.d.-afhandlingen forsvares den 17. april.

I sin ph.d.-afhandling ”Bioethics in theory and practice” undersøger Mette Ebbesen de amerikanske etikere Tom L. Beauchamp og James F. Childress’ etiske teori med hensyn til dens anvendelighed i sundhedssektoren.

Beauchamp og Childress hævder, at fire grundlæggende etiske principper om at respektere patientens selvbestemmelse, om ikke at skade, om at yde godgørenhed og om retfærdig fordeling af sundhedsydelser er afspejlet i den biomedicinske praksis og kan bruges til etisk vurdering inden for lægevidenskab og bioteknologi.  

”Ved hjælp af interviews har jeg fundet frem til, at Beauchamp og Childress’ fire etiske principper er relaterede til danske onkologers og molekylærbiologers etiske tænkning. Da de to amerikaneres etiske principper er grundigt gennemarbejdet i løbet af 30 år og er afprøvet over hele verden til etisk vurdering af biomedicin, mener jeg, der er basis for at bruge disse principper inden for den danske sundhedssektor. Dette kan være med til at styre forskning inden for biomedicin i etisk forsvarlige retninger og være en hjælp til lægen i klinikken, når han/hun informerer patienter om biomedicinske behandlingsformer” konkluderer Mette Ebbesen.

Ph.d.-afhandlingen omhandler derudover en filosofisk analyse af Beauchamp og Childress’ teori, hvor det diskuteres, om de fire principper er dækkende, eller om der er mangler og en etisk vurdering af genterapi ved hjælp af RNA interferens metoden - en behandlingsform på forsøgsstadiet.

Mette Ebbesens ph.d.-projekt er et konkret resultat af et samarbejde mellem Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet og Center for Bioetik og Nanoetik på Det Teologiske Fakultet, der sigter på at kombinere sundhedsvidenskab og etik.

Tid og sted for ph.d.-forsvaret

Fredag den 17. april kl. 13.00-15.00.
Auditorium 2, Bygning 1441.
Det Teologiske Fakultet.
Se kort: http://www.au.dk/da/kort/byg1441.htm
Forsvaret er offentligt.

Yderligere information

Mette Ebbesen
Center for Bioetik og Nanoetik, Aarhus Universitet.
Web: http://person.au.dk/meb@teo
Mail: meb@teo.au.dk
Tlf.: 8942 2312.


14.04.09
Ulrik Vosgerau
uv@teo.au.dk
Det Teologiske Fakultet

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 02.03.2010