DU ER HER: Pressemeddelelser » Reformation og deformation – seminar på Aarhus Universitet

Reformation og deformation – seminar på Aarhus Universitet

Deformeret trækors

Forskergruppen ”Reformatorisk Teologi” sætter protestantismen til debat.

I dagens debat spiller det ”protestantiske” langt fra samme rolle som fx det ”lutherske” eller det ”reformatoriske”. Dette seminar stiller spørgsmålet om den  fortsatte betydning af ”det protestantiske”.

Det sker under den dobbelte overskrift ”Reformation og deformation”. I nyere protestantisme har det nemlig spillet en stor rolle, at reformationen af kirken også medførte en deformation af kirken. Med reformationen i ryggen kunne kirken ikke længere være, hvad den var.

Peter Widmann, der for nylig fyldte 70, sætter dagsordenen for seminaret og rejser med vanlig præcision en række prekære spørgsmål: Er protestantismen virkelig en tilbagevenden til den oprindelige kristendom, sådan som den selv hævder det? Medførte protestantismen med sin reformation af kirken ikke også en deformation af kirken?

Widmann diskuterer de tre hovedanklager, som protestantismen er blevet mødt med, og som også er nærværende i den aktuelle teologiske og ikke mindst kirkelige debat:

1)       Medfører protestantismen ikke læremæssig vilkårlighed?

2)       Opløser protestantismen ikke den kirkelige enhed til fordel for subjektive udfoldelser?

3)       Medfører protestantismen ikke en sekularisering af det hellige?

Baggrund

Arrangørerne ”Reformatorisk Teologi” har inviteret en række fremtrædende teologer til at give deres bud på protestantismens aktuelle rolle fra deres ståsted i en henholdsvis luthersk, anglikansk og katolsk tradition:

> Niels Henrik Gregersen fra Københavns Universitet argumenterer for en protestantisme med kød og blod.

> George Pattison fra Oxford University drejer knappen yderligere og ser på bevægelsen fra deformation til opløsning og udviklingen frem mod sekulær kristendom.

> Werner Jeanrond fra Glasgow University reflekterer over kirkefornyelsens udfordringer.

> Ole Jensen vil give et mere biografisk foredrag over teologiske oplevelser med Peter Widmann i nyprotestantismens tegn.

Peter Widmann er pensioneret professor i dogmatik ved Aarhus Universitet, og stadig aktiv deltager i ”Reformatorisk Teologi”. Dette seminar er derfor placeret tæt på Peter Widmanns 70-års fødselsdag, så man har mulighed for at ønske ham til lykke.

Reformatorisk Teologis hjemmeside

Program for seminaret

Tid og sted

Fredag den 7. maj 2010 kl. 13.00
Auditorium 1, bygn. nr. 1441
Tåsingegade 3
8000 Århus C
Det Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet

Yderligere info

Bo Kristian Holm
Web: http://person.au.dk/bh@teo
E-post: bh@teo.au.dk 
Tlf: 8942 2269


06.05.10
Ulrik Vosgerau
uv@teo.au.dk
Det Teologiske Fakultet
Aarhus Universitet

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 04.05.2010