DU ER HER: Pressemeddelelser » Nærbilleder af religion i USA

Nærbilleder af religion i USA

Det Teologiske Fakultets ekskursion til USA E09

Under overskriften "Religion, Politics, and Multiculturalism in America" tager 35 studerende og undervisere fra Det Teologiske Fakultet ved Aarhus Universitet den 30. september på 10 dages ekskursion til USA. Ekskursionen, der kan følges tæt via turens blog, giver mulighed for at opleve religion i USA på nærmeste hold.

Fra onsdag den 30. september og frem til den 10. oktober, skal en gruppe studerende og undervisere fra Aarhus Universitet se nærmere på det religiøse landskab i USA.

På turen, der går fra New York over Pennsylvania til Chicago, skal deltagerne besøge så forskellige religiøse menigheder som scientology, en afroamerikansk kirke i Harlem, baha'i, amish, en mega-church, og de skal gå i Obamas fodspor på South Side i Chicago.

Ekskursionen kan følges tæt via turens blog, der opdateres dagligt. Her kan man læse dagbogsnotater, se billeder og stille turens deltagere spørgsmål.

Baggrund

Studieture giver nye vinkler på ens uddannelse, og det bidrager Det Teologiske Fakultet gerne til. Derfor arrangerer fakultetet hvert andet år en stor fællesekskursion – i år altså til USA.

Derudover indgår små ekskursioner til templer, kirker og trossamfund i Danmark også i undervisningen, ligesom vi jævnligt arrangerer besøg til fx Berlin eller Lübeck.

Som optakt til USA-turen har de studerende deltaget i et undervisningsforløb, der også gør det muligt for dem at benytte ekskursionsprogrammet som en del af deres uddannelse.

Find bloggen og det fulde rejseprogram på turens hjemmeside

Yderligere information

René Dybdal Pedersen
Det Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet
Mail: rdp@teo.au.dk
Tlf: 8942 2250
Mobil: 2065 2396


29.09.09
Ulrik Vosgerau
uv@teo.au.dk    
Det Teologiske Fakultet

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 02.03.2010