Program Efterår 2008
HVOR GÅR GRÆNSEN?
’Hvor går grænsen?’ spørger vi. Ved første øjekast er dette spørgsmål blot udtryk for, at man gerne vil vide, hvor en bestemt grænse går. Men ofte ligger der mere i det. Spørgsmålet kan være motiveret af et ønske om at flytte grænser. Mange unge ’afprøver grænser’ for at finde ud af, om de kan mere end de troede. Kan de det, styrker det deres selvværd. Her er grænser en uvelkommen forhindring, som skal overskrides. Men spørgsmålet ’Hvor går grænsen?’ kan også være udtryk for skepsis eller kritik. ’Er der da ingen grænser?’, spørger vi, underforstået: ’Er der ingen faste normer mere? Er alt tilladt?’. Og deri ligger det, at det er godt, at der findes grænser, og at de bør overholdes. Ellers går det galt. Spørgsmålets tvetydighed afslører, at vi har et ambivalent forhold til grænser. Grænser kan forhindre positive muligheder i at blive realiseret, og så skal de fjernes. Men grænser kan også være et værn, og så skal de respekteres.
Samme ambivalens gør sig gældende med henblik på naturvidenskaberne. Spørgsmålet: ’Hvor går grænsen?’ kan tolkes som udtryk for en interesse i at få at vide, hvor der ligger nogle principielle grænser for, hvad vi kan forvente os af naturvidenskaberne. Men denne interesse kan selv være vakt af et ønske om at overskride de nuværende grænser, så de mere og mere nærmer sig det principielt mulige. Spørgsmålet kan imidlertid også have baggrund i en interesse i at legitimere andre forståelser af tilværelsen, der kan strække sig fra okkult humbug til seriøs filosofi, etik og teologi. Så er det udtryk for en opfattelse af, at naturvidenskaberne bør holde sig inden for visse grænser. Og det kan medføre kritik af den tro, at naturvidenskaberne med tiden vil give os svar på alle livets spørgsmål.
Det er spørgsmålet om naturvidenskabernes grænser i dets forskellige afskygninger, der er det overordnede emne for efterårssemesterets forelæsningsrække. Emnet introduceres af religionsfilosoffen Lars Albinus , som fører arbejdsfordelingen mellem filosofi/teologi på den ene side og naturvidenskab på den anden tilbage til den oldgræske distinktion mellem den ideale og den materiale side af virkeligheden. Efterfølgende diskuterer videnskabshistorikeren Helge Kragh spørgsmålet om naturvidenskabernes grænser med særligt henblik på spørgsmålet om reduktionisme. Den tredje forelæsning holdes af filosoffen David Favrholdt , som forsvarer den tese, at jeg’et, bevidstheden og den fri vilje er emner for filosofiske overvejelser, som ikke kan erstattes af naturvidenskabelige forklaringer. Forelæsningsrækken slutter med, at teologen Kees van Kooten Niekerk udfolder den tanke, at dialogen mellem teologi og naturvidenskab kun kan lykkes, hvis parterne anerkender hinandens styrke og grænser.
Alle er velkomne til møderne, som holdes mandag eftermiddage kl. 15:15 - 17:30 i Studenternes Hus, Aarhus Universitet, mødelokale 2.
PROGRAM
Mellem himmel og jord
Lars Albinus , ph.d., lektor i studium generale og religionsfilosofi, Det Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet. Har skrevet ph.d. afhandling om dæmonologi og overgangen fra mythos til logos i Grækenland.
Foredraget vil med udgangspunkt i den oldgræske tænkning redegøre for den naturvidenskabelige erkendelses oprindelse med henblik på dens styrke og begrænsning.
I den klassiske græske tænkning synes alle enige om, at intet opstår af intet. Uenigheden drejer sig om, hvad alting opstår af. Forenklet sagt kan man skelne mellem en idealistisk gren fra Parmenides til Platon, hvor idéverdenen betragtes som et uforanderligt grundlag for alt andet, og en materialistisk gren fra Heraklit til Aristoteles, hvor virkeligheden betragtes som en fysisk verden i bevægelse. Inden for begge retninger tænkes verden som kosmos. Det ejendommelige er, at man på den ene side kan sige, at den græske tradition dermed sætter uigendrivelige læreprocesser i gang, som øger den menneskelige frihed i såvel moralsk som materiel henseende, og på den anden side, at den naturvidenskabelige erkendelse ved at gøre mennesket selv til et stykke natur overlader et begreb viljesfrihed til filosofi og teologi.
En videnskabelig tradition, der glemmer den dialektiske spænding mellem ånd og natur, risikerer således at overbyde grænserne for sin egen erkendelsesformåen og slår dermed tilbage i en form for myte, som den i sin tid forsøgte at frigøre sig fra.
Naturvidenskabens grænser – mod hvad?
Helge Kragh , dr.scient., dr.phil., professor i videnskabshistorie, Institut for Videnskabsstudier, Aarhus Universitet. Har beskæftiget sig med historiske aspekter af naturvidenskab-religion i bl.a. bogen Entropic Creation , der udkom i 2008.
Den naturvidenskabelige erkendelse udvides til stadighed, men de færreste forskere vil hævde, at denne udvidelse er uden grænser. Spørgsmålet er tæt knyttet til problemet om reduktionisme, der både har et internt naturvidenskabeligt aspekt (kan biologi reduceres til kemi?) og et mere omfattende aspekt (kan følelser reduceres til naturvidenskab?). Hvis den naturvidenskabelige erkendelse har en grænse, hvor går den da? Og hvad ligger "på den anden side af grænsen"? I foredraget vil disse og lignende spørgsmål blive diskuteret, hvilket bl.a. vil ske i relation til ambitiøse fysiske teorier "om alting". Det vil desuden blive argumenteret, at grænser for den naturvidenskabelige erkendelse på ingen måde kan (eller bør) bruges apologetisk.
Det psykofysiske problem
David Favrholdt , dr. phil., emeritus professor i filosofi, Syddansk Universitet. Har publiceret om bl.a. Niels Bohr og erkendelsesteori. Seneste publikation: Erkendelse. Grundlag og Gyldighed (2008). Medlem af Videnskabernes Selskab og Academia Europaea.
Med naturvidenskabens udvikling inden for de seneste 300 år har man på forskellig vis forsøgt at indpasse det menneskelige bevidsthedsliv og det erkendende jeg i den naturvidenskabelige begrebsramme, men hidtil uden held. Vi må nødvendigvis acceptere den klassiske fysik, kvantemekanikken, evolutionsteorien og alle de seneste resultater inden for hjernefysiologi og neuropsykologi som absolut gyldig erkendelse; men hvad angår jeg’et, bevidstheden og den fri vilje er der tvingende argumenter for, at de ikke kan gives nogen naturvidenskabelig forklaring. Her står vi over for filosofiske problemer, som måske er uløselige, men nok en diskussion værd.
Teologiens og naturvidenskabernes styrke og grænser
Kees van Kooten Niekerk , drs.theol., lektor i etik og religionsfilosofi, Det Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet. Har publiceret om etik, K.E. Løgstrup og forholdet mellem teologi og naturvidenskab.
Det er teologiens opgave at fortolke kristendommen og forsøge at bestemme dens betydning for nutidens mennesker. Dens styrke er, at den beskæftiger sig med et spørgsmål, der har relevans for alle, nemlig spørgsmålet om livets mening. Dens vigtigste begrænsning er, at den tager sit udgangspunkt i den kristne tradition. Derfor kan den kun være overbevisende for dem, som allerede har deres ståsted i denne tradition.
Kristendommens opfattelse af livets mening indeholder en bestemt forståelse af mennesket og verden. Derfor hører det med til teologiens opgave at sætte denne forståelse i forhold til naturvidenskabernes viden om naturen og mennesket. Det er naturvidenskabernes styrke, at den giver os en stadig dybere indsigt i naturlige sammenhænge og at denne indsigt er universel, fordi den er baseret på fornuften. Dens begrænsning er, at den ikke vedrører alt mellem himmel og jord, bl.a. livets mening.
Dialogen mellem teologi og naturvidenskab lykkes kun, hvis begge parter anerkender hinandens styrke og grænser.
ARBEJDSGRUPPER
Moderne fysik og kosmologi: Kontaktperson: Finn Christiansen, tlf. 8621 1233
Hjerneforskning: Kontaktperson: Janus Kirk Faaborg, tlf. 3038 4385
Biologi og kompleksitet: Kontaktperson: Finn Christiansen, tlf. 8621 1233
Forum Teologi Naturvidenskabs webadresse er: www.teo.au.dk/teonat/praesentation