DU ER HER: Forum Teologi Naturvidenskab » Symposium Forår 2006

Symposium Forår 2006

DARWIN ELLER DESIGN?

I forårssemesterets forelæsninger har Forum Teologi Naturvidenskab sat fokus på diskussionen om Intelligent Design (ID). Det er symposiets formål at få afrundet denne diskussion.

                      Teorien om ID blev introduceret i forårssemesterets program og introduktionen skal ikke gentages her (den er tilgængelig på www.teo.au.dk/teonat/praesentation). Under forårets forelæsninger påpegede Helge Kragh, at designbegrebet har en lang historie inden for naturvidenskaberne og at det - i hvert fald implicit - stadigvæk spiller en rolle i teoridannelserne omkring det antropiske princip (som groft sagt går ud på, at størrelsen af en række fysiske konstanter må forklares ud fra den kendsgerning, at der findes mennesker). Derimod indlejrer forelæsningsrækkens teologer designbegrebet i en før-videnskabelig fænomenologi (Jakob Wolf) eller en metavidenskabelig fortolkning af naturen (Niels Henrik Gregersen).

                      Det fremkalder spørgsmålet, om designbegrebet bør have en plads inden for naturvidenskab eller ej. Betragter man ID som en naturvidenskabelig teori (som de amerikanske repræsentanter gør det), er det klart, at spørgsmålet besvares bekræftende. Mange naturvidenskabsfolk mener derimod, at designbegrebet ikke hører hjemme i naturvidenskabelig teoridannelse. Det viser, at diskussionen om ID er kædet sammen med det fundamentale spørgsmål, hvad naturvidenskab i grunden er eller bør være.

                      Det er bl.a. dette spørgsmål, der vil blive taget op af den ene af symposiets foredragsholdere, Peter Øhrstrøm. Øhrstrøm er professor i informationsvidenskab ved Aalborg Universitet og har i den offentlige diskussion vist sympati for ID (uden at han dog vil betegnes som en tilhænger af den). Øhrstrøm vil anlægge en videnskabsteoretisk vinkel på diskussionen om ID og i den sammenhæng komme ind på spørgsmålet, om designbegrebet bør have en plads inden for naturvidenskaberne.

                      Som bekendt er teorien om ID et opgør med en ren darwinistisk forståelse af livets evolution. Selv om Darwinismen finder støtte i et omfattende empirisk materiale (bl.a. fra palæontologien, genetikken og immunologien), har det indtil for nylig ikke været muligt at efterprøve teorien med naturvidenskabens metodiske trumf: eksperimentet. Men nu er der opstået et nyt felt inden for evolutionsbiologien kaldet eksperimentel evolution. Symposiets anden foredragsholder, Thomas Bataillon, vil præsentere dette felt. Bataillon er gæsteforsker ved Afdelingen for Genetik og Økologi ved Aarhus Universitet og har været involveret i et forsøg med mikroorganismers evolution.

                       Den egentlige afrunding af forløbet om ID udgøres af en paneldiskussion, hvori de fleste af forårets foredragsholdere (Niels Henrik Gregersen, Arn Gyldenholm og Jakob Wolf) samt Peter Øhrstrøm og Thomas Bataillon deltager. Derudover præsenterer Forums fire studiegrupper (om hhv. fysik, biologi, hjerneforskning og medicinsk etik) årets arbejde. Som altid slutter symposiet med et såkaldt festligt-fagligt samvær omkring en god middag. Der sættes stor pris på festligt-faglige indslag.

Alle interesserede er velkomne, uanset om man har besøgt forårets forelæsningsrække

Symposiet holdes lørdag den 10. juni i Studenternes Hus, Ndr. Ringgade, mødelokale 2. Deltagelse koster 50 kr. (uden frokost og middag), 150 kr. (med frokost, men uden middag) eller 300 kr. (hele symposiet, inklusive frokost og middag). Tilmelding sker ved at sende denne tilmeldingsblanket eller en e-mail inden den 1. juni til:

Forskningslektor Kees van Kooten Niekerk

Afdeling for Systematisk Teologi

Det Teologiske Fakultet ved Aarhus Universitet

Bygning 443, Tåsingegade 3, 8000 Århus C

Email: kkn@teo.au.dk

PROGRAM

 

09.00 - 09.30

Registrering ved indgangen til mødelokale 2.

09.30 - 09.45

Velkomst og introduktion ved Kees van Kooten Niekerk

09.45 - 11.00

Peter Øhrstrøm : Intelligent Design i videnskabsteoretisk belysning

 Foredrag med efterfølgende diskussion

Intelligent design (ID) er for tiden udsat for heftig kritik fra mange sider. Konstruktiv og seriøs ID-kritik, der er rede til at anerkende de frugtbare ID-ideer, og som sagligt kritiserer de svage og dårligt funderede ID-ideer, er en sjældenhed, selv om den findes (f.eks. i Del Ratzsch’s arbejder). For det meste forekommer ID-kritikken klodset og unuanceret. Det gælder f.eks. når man hævder, at ”ID er et angreb på selve videnskabsforståelsen”, at ”ID gør os alle dummere”, og at ”ID ikke er andet end kreationisme i forklædning”.  Der er også fra etablerede videnskabsfolk mange eksempler på ad hominem argumenter vendt mod ID-tilhængerne. Faktisk bærer den intellektuelle kamp mellem ID-tilhængere og –kritikere alle de afgørende kendetegn, som Kuhn beskriver som karakteristiske, når et nyt paradigme forsøger at etablere sig på et felt, der allerede beherskes af et veletableret paradigme.

Jeg vil i dette foredrag søge at belyse intelligent design videnskabsteoretisk og i nogen grad også videnskabshistorisk. Hovedspørgsmålene vil være: Hvilke kritikpunkter bør ID-tilhængerne faktisk tage alvorligt i deres videre arbejde med ideerne? Hvilke ID-pointer har en sådan karakter, at de giver anledning til spørgsmål, som kritikerne ikke umiddelbart kan besvare på tilfredsstillende vis? Specielt interessant er det i denne sammenhæng at se på selve design-begrebet: dets bestemmelse, det historiske rolle i videnskaben og dets mulige anvendelse i moderne videnskabelig kontekst.

Peter Øhrstrøm, lic.phil. i idéhistorie og dr. scient. i videnskabsteori & videnskabshistorie, er professor i informationsvidenskab, Institut for Kommunikation, Aalborg Universitet.

11.00 - 11.30

Kaffepause

11.30 - 12.30

Thomas Bataillon : Experimental evolution

Foredrag med efterfølgende diskussion

I will review recent work in the field of experimental evolution. I will

show through a couple of examples how such an experimental approach can help us test theories and quantitative models developed for the

genetic evolution of populations and their change through natural

selection. Focus will be on recent tests of mathematical models,

initially proposed by Fisher and recently extended by J. Gillespie and A.

H. Orr, on the evolutionary trajectory of populations during their

adaptation by natural selection.

Thomas Bataillon er forsker ved Department of Genetics and Plant Breeding ved French National Institute for Agronomic Research. Han arbejder for tiden på et Steno-stipendium fra Forskningsrådet for Natur og Univers ved Afdelingen for Genetik og Økologi, Aarhus

Universitet.

12.30 - 13.30

Frokost

13.30 - 15.00

Paneldiskussion: Darwin eller Design?

Panelet består af:

Thomas Bataillon , forsker ved Department of Genetics and Plan Breeding, French National Institute for Agronomic Research

Niels Henrik Gregersen , professor ved Afdeling for Systematisk Teologi, Københavns Universitet

Arn Gyldenholm , pensioneret lektor ved Biologisk Institut, Aarhus Universitet

Jakob Wolf , lektor ved Afdeling for Systematisk Teologi, Københavns Universitet

Peter Øhrstrøm , professor ved Institut for Kommunikation, Aalborg Universitet.

15.00 - 15.30

Kaffepause

15.30 - 15.45

Marie Vejrup Nielsen fortæller om sin deltagelse i to internationale konferencer om forholdet mellem teologi og naturvidenskab

15.45- 17.30 Studiegrupperne præsenterer årets arbejde

15.45-16.10 Etikgruppen

16.10-16.35 Fysikgruppen

16.35-17.00 Hjernegruppen

17.00-17.25 Biologi- og kompleksitetsgruppen

17.25 - 17.45

Evaluering

18.30 -

Festlig-fagligt samvær i en restaurant i byen

Henvendelse om denne sides indhold: 

Revideret 02.03.2010