Study environment
DU ER HER: Uddannelse » Studiemiljø

Studiemiljø

Studiemiljø – hvad er det?

For os er et godt studiemiljø flere ting – gode faciliteter, god undervisning og et levende sted, hvor du som studerende har mulighed for at udfolde dig og lære nyt. Et godt studiemiljø er en proces som alle studerende, lærere og personale tager del i – og vi er godt på vej: 

Faciliteter

Topmoderne auditorier . Det er endnu ikke 10 år siden Det Teologiske Fakultet rykkede til nyistandsatte lokaler på Tåsingegade. Her har vi topmoderne auditorier med alt i AV-udstyr, så vi kan sætte mikrofon på, når Habermas kigger forbi eller diskutere Scientologys nyeste reklamevideo direkte fra YouTube.

Biblioteket – dit laboratorium
Biblioteket ved Det Teologiske Fakultet rummer Danmarks største samling af teologisk og religionsvidenskabelig litteratur på 150.000 bind, og her har du adgang til de vigtigste databaser og elektroniske tidsskrifter.
Men biblioteket har langt mere end sin flotte bogsamling at byde på: Det er undervisernes og de studerendes ’laboratorium’ – et uundværligt led i forskning og uddannelse.
En del af biblioteket er inddraget til et åbent studiemiljø med gruppearbejdspladser, it-arbejdsstationer og undervisningslokale. Derfor er biblioteket et naturligt samlingssted og en levende arbejdsplads, der benyttes af alle studerende. Se bibliotekets hjemmeside her.

Døgnadgang. Med dit studiekort, har du mulighed for at låse dig ind på fakultet alle døgnets 24 timer. Det betyder også, at du kan finde en medstuderende til en kaffepause midt i eksamenslæsningen, selvom klokken er to om natten. 

Studieformer

Når du starter på Det Teologiske Fakultet, er vi klar til at tage godt imod dig. For hver ny årgang udvælges en håndfuld tutorer blandt de ældre studerende, der vil introducerer dig for fakultetets lokaler, personer, øvrige faciliteter, dagligdag, etc. og hjælpe dig i den første tid.

Når du først er i gang, vil du møde lærere, der underviser i det de forsker i og brænder for, ældre studerende, der vil give dig instruktorundervisning og studievejledere, der kan hjælpe med alle studiets tekniske spidsfindigheder.

Vi hjælper dig selvfølgelig også med at finde en læsegruppe og viser dig, hvor du finder litteratur, hvordan du studerer effektivt, hvor du kan søge om en læseplads og meget mere. 

Studenteraktiviteter

Denne del af studiemiljøet kan aldrig fungere uden din hjælp, men fakultetet er med til at bakke op om de mange aktiviteter. At involvere sig i studenteraktiviteter er en rigtig god ide, fordi du her lærer studerende på andre årgange at kende, får nye vinkler på dit studium, får praktisk erfaring med at arrangere alt muligt og måske vigtigst af alt – kan have det rigtig sjovt. Af muligheder kan fx nævnes:

Politikken . Her er din mulighed for at få indflydelse på dit studium. Se mere på  Teolrådets hjemmeside og Fagrådets hjemmeside

Tidsskrifterne . Læs, skriv til eller vær med til at redigere fakultets studentermagasin Figenbladet - bladet der dækker det væsentligste  eller TOTEM - tidsskriftet med de studerendes faglige artikler.

Foredragene . Føj ekstra dimensioner til dit studium ved at deltage i eller være medarrangør i en af foredragsforeningerne: Religionsvidenskabelig Forening, Teologisk Forening, Forening for Arabiskstuderende.

Baren. Selvfølgelig har vi også en fredagsbar – og den er god. Se Theos Bar.

Farver og Festerne : Der er årsfest i galla, julefrokost, julerevy, forårsfest, højskoleweekend, regatta og meget mere…

Fodboldholdet . Teologisk Fodboldforening – det ligger lige til højrebenet.

Forlaget : Teoltryk - forlag for studerende ved Det Teologiske Fakultet

Og universitetet har også : Studentermenighed, big band, vandreklub, filmklub og meget mere … se listen over studenterorganisationer.

Henvendelse om denne sides indhold: 

Revideret 02.03.2010