I det følgende finder du en beskrivelse af forløbet fra et undervisningsforløbs begyndelse til dets afslutning ved eksamen. Der henvises derudover til eksamensbekendtgørelsen samt Aarhus Universitets regler for eksamen.
I perioderne 15/5 - 1/6 og 15/11-1/12 tilmelder du dig undervisningen for det kommende semester. Tilmelding til undervisning sker via din selvbetjening.
I perioderne 15. februar -1. marts og 15. september - 1. oktober er det muligt at tilmelde sig eksamen på selvbetjeningen. Selv om du allerede er tilmeldt undervisningen, skal du i denne periode tjekke din tilmeldingsstatus og sikre dig, at du er tilmeldt alle de ønskede fag. Vær opmærksom på, at du efterfølgende vil kunne afmelde dine eksamener, mens det ikke længere vil være muligt at tilmelde sig. Du skal også tilmeldes fag, der afvikles med undervisningsdeltagelse og individuelle opgaver, hvortil der ikke knytter sig et undervisningsforløb.
Med mindre du angiver andet, vil du blive eksamineret i det pensum, der gælder det pågældende semester. Såfremt du har et individuelt pensum, fx fra et tidligere undervisningsforløb, udfyldes et petitumskema. Dette afleveres på Eksamenskontoret i Nobelparkens bygning 1451 inden for eksamenstilmeldingsperioden.
I april/november offentliggøres eksamensplanen på hjemmesiden. Har du eksamener, der overlapper, bedes du kontakte eksamenskontoret. Det er desværre ikke muligt at tage hensyn til aflevering af frie opgaver, der således godt kan ligge samtidig med en bunden prøve.
Eventuel afmelding sker på selvbetjeningen. Sidste frist for rettidig afmelding af en given eksamen er en uge før første eksamensdag (for det pågældende fag). Det gælder også, selvom du først selv skal op på et senere tidspunkt. Ved for sen afmelding eller hvis du udebliver fra din eksamen bruger du et eksamensforsøg.
Opgaveformuleringen kan hentes på hjemmesiden. Spørgsmål til bundne hjemmeopgaver offentliggøres kl. 10.00 den dag, eksamenen påbegyndes.
I sjældne tilfælde kan det ske, at opgaveformuleringen er uklar eller fejlbehæftet. Hvis du mener, det er tilfældet, skal du kontakte eksamenskontoret snarest muligt og helst inden kl. 11.00 på første eksamensdag.
Hjemmeopgaver afleveres på studienævnskontoret senest kl. 12 på den sidste dag i prøveperioden.
Samtlige skriftlige opgaver skal forsynes med et forsideskema. Her skal du blandt andet angive opgavens præcise omfang i typeenheder (tegn plus mellemrum) inkl. fodnoter og evt. resumé. Forsideskema, indholdsfortegnelse og litteraturliste medregnes ikke.
Opgaven afleveres i 3 eksemplarer, udprintet på A4-ark med forsideskema og hæftet i venstre hjørne. Brug ikke plastikomslag, spiralryg eller lignende. Ét af de tre eksemplarer er et arkiveksemplar. Det skal nedfotograferes eller printes på begge sider og hæftes ligeledes i øverste venstre hjørne.
En hjemmeopgave kan også afleveres pr. e-mail som vedhæftet fil (Word- eller kompatibel fil) til e-mail.: lyh@teo.au.dk. PC-driftsstop, problemer med netadgang el. lign. er for den studerendes egen risiko og medfører ikke forlænget eksamenstid. Desuden fremsendes de 3 papirkopier samme dag til Eksamenskontoret for Religionsvidenskab, Aarhus Universitet, Jens Chr. Skous Vej 3, Bygning 1451, 8000 Aarhus C, mrk. ”Eksamensopgave”
Skriftlige opgaver skal overholde studieordningens maksimum- og minimumsangivelser for den pågældende eksamen. Når en opgave eksempelvis maksimalt må fylde 8 sider, vil opgaven blive afvist, hvis den fylder mere end 19.200 anslag. Eksamensforsøget vil blive betragtet som udeblevet; dermed er der brugt ét eksamensforsøg.
Ved bundne skriftlige eksamener skal du fremvise legitimation i form af studiekort. Der henvises her til universitetets generelle regler. Prøverne Arabisk erhvervssprog 1 og Arabisk erhvervssprog 2 kan tages som PC-eksamen. Du angiver ved eksamenstilmeldingen, om du ønsker at tage prøven som PC-eksamen. Se nærmere her omkring PC-eksamen.
Bedømmelse af skriftlige eksaminer meddeles på den studerendes selvbetjening. Den studerende opfordres til at henvende sig til den pågældende eksaminator for en redegørelse for bedømmelsen. I visse tilfælde vil underviseren udmelde bestemte datoer, hvor det er muligt at få en redegørelse for opgaven.
Ofte eksamineres der over flere dage i et givent fag. Først efter afmeldingsfristen (6 dage før den første eksamensdag) vil den endelige eksamensplan blive offentliggjort på hjemmesiden. Du skal være opmærksom på, at det ikke er tilladt at bytte dag/tidspunkt med en holdkammerat, selv om I begge er indforståede. Hvis særlige omstændigheder nødvendiggør, at du skal op først på dagen, eller på en bestemt dag, bedes du hurtigst kontakte eksamenskontoret. En særlig omstændighed kan være sygdom; erhvervsarbejde og ferie betragtes ikke som en særlig omstændighed.
På eksamensdagen skal du møde op i god tid for ud for forberedelsestidens begyndelse.
Det vil fremgå af studieordningen, hvad der må medbringe af skriftlige hjælpemidler (bøger, kompendier, fotokopier, egne noter, håndbøger mv.) til den pågældende eksamen. Til en række eksamener vil det desuden være tilladt at medbringe computer, der dog udelukkende må bruges til at tilgå egne noter. Mobiltelefon må ikke medbringes i forberedelseslokalet.
Ved selve den mundtlige eksamination kan du kun medbringe egne noter skrevet i forberedelseslokalet på de udleverede ark samt evt. tekster eller kompendium, der måtte fungere som grundlag for eksamen.
Til stede vil altid være eksaminator og en censor. Eksaminator leder eksamen ved at stille spørgsmål eller bestemme temaerne for diskussionen. Censors opgave er at “påse, at kravene til indholdet af uddannelsens eksaminer er i overensstemmelse med de mål, kompetencer og krav, som er fastsat i uddannelsesbekendtgørelse og studieordning, at eksamen gennemføres i overensstemmelse med gældende regler, og at de studerende får en ensartet og retfærdig behandling og deres præstationer en pålidelig bedømmelse, der er i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse (karakterskalabekendtgørelsen)”
Karakteren udmeldes umiddelbart efter eksaminationen, efter konferering mellem eksaminator og censor. Der gives normalt en kort begrundelse for bedømmelsen; men hele eksamen, inklusiv votering, begrundelse og transport fra forberedelse til prøvelokale skal ske inden for det samlede tidsrum for eksamen, der er angivet i studieordningen.
Har du været syg eller dumpet en eksamen, har du mulighed for at tilmelde dig syge-/reeksamen. Du skal tilmelde dig senest en uge efter offentliggørelsen af resultatet for den ordinære prøve. Yderligere oplysninger og tilmeldingsskema findes her.
Regler og procedure vedrørende klage over prøve er beskrevet her.