DU ER HER: Vejledning BA 2005/2007 » Vejledning BA 2005/2007

Vejledning BA 2005/2007

Opgivelser og prøveformer

Pensum

  • Et pensum er den samling af tekster og litteratur (eller andet materiale), som ligger til grund for undervisningen til prøverne.
  • Tekster kan være grundtekster, dvs. tekster på originalsproget, og/eller primærtekster, dvs. tekster i oversættelse.
  • Litteratur omfatter både almen/indledende og specifik/fordybende litteratur. Pensum udgør 375-400 normalsider pr. 5 ects.
  • En normalside defineres som en trykside, med mindre andet vurderes af faglærer.
  • Faglæreren kan altså beslutte, at pensum skal være mindre i omfang, hvis stoffet er meget svært, enten indholdsmæssigt eller sprogligt, eller at det skal have et større omfang, hvis noget af stoffet er meget let.
  • En trykside på bibelsk hebraisk omregnes normalt til 5 normalsider.
  • En trykside på græsk eller latin omregnes normalt til 2 normalsider.
  • Omregningen foretages af faglærer.
  • Et pensum kan være fællespensum eller sammensat pensum: Fællespensum fastlægges af faglæreren og meddeles i lektionsplanen forud for semestrets begyndelse.
  • Sammensat pensum består dels af et fællespensum, fastlagt af faglæreren, dels af et frit pensum, valgt af den studerende i forbindelse med undervisningen og godkendt af faglæreren.

Prøveformer

På bacheloruddannelsen vil du møde forskellige prøveformer, der tilsammen sikrer, at du som studerende prøves både i skriftlig og mundtlig formidling og i samarbejde om en mindre opgave.

Prøverne kan være enten med eller uden censur. Prøver uden censur bedømmes alene af eksaminator. Prøverne med censur kan være enten interne eller eksterne. Interne prøver bedømmes af en eksaminator og en intern censor. Eksterne prøver bedømmes af en eksaminator og en ministerielt beskikket censor.

Ved prøverne anvendes enten karakterskala efter de herom gældende regler eller bedømmelsen Bestået/Ikke bestået (BE/IB). Ved prøver uden censur anvendes altid Bestået/Ikke bestået.

Skriftlige prøver

De fleste skriftlige prøver på bacheloruddannelsen er bundne, skriftlige hjemmeopgaver. De eneste undtagelser er religionsfag II og bacheloropgave.

Skriftlige hjemmeopgaver skal du skrive på computer. Håndskrevne besvarelser modtages ikke.
Alle skriftlige hjemmeopgaver skal forsynes med et forsideskema, hvor du bl.a. anfører opgavens titel og omfang.

Omfanget af en skriftlig hjemmeopgave defineres som sidetal x 2400 typeenheder (en typeenhed er såvel et bogstav eller et tegn som et mellemrum). Brug skriveprogrammets optællingsfunktion. Husk at medregne mellemrum og noter ved sammentællingen.

En opgaves omfang omfatter tekst og noter samt evt. resumé, men ikke forside, indholdsfortegnelse og litteraturliste.

En opgave, der overskrider det tilladte omfang, vil ikke blive bedømt, og eksamensresultatet vil være Ikke bestået.

Se nærmere reglerne for, hvordan hjemmeopgaver forløber her.

Staveevne indgår i vurderingen ved alle skriftlige besvarelser. Stavning skal være i overensstemmelse med Dansk Sprognævns standard i seneste udgave af Retskrivningsordbogen. Karakteren/bedømmelsen reduceres ved væsentlig afvigelse herfra (se mere i § 24 stk 2 i studieordning af 2005 ).

Formuleringsevne indgår også i vurderingen ved alle skriftlige besvarelser. Der fordres en god formuleringsevne. Ved vurderingen virker formulerings-evnen modificerende, dvs. formuleringsevnen kan påvirke karakteren/bedømmelsen enten negativt eller positivt.

Har du skrive- eller læsevanskeligheder, vil der dog blive taget hensyn til det. Det er blot vigtigt, at vi ved det, før du går til eksamen eller afleverer opgaver. Tag derfor hurtigst muligt kontakt til dine studievejledere, der kan guide dig videre.

Bunden, skriftlig hjemmeopgave

En bunden, skriftlig hjemmeopgave er en opgave, der udarbejdes hjemme i løbet af et bestemt tidsrum (2, 4 eller 10 dage). Opgaven er fælles for alle studerende og stilles af faglæreren. Faglæreren kan vælge at stille flere opgaver inden for samme pensum, som de studerende frit kan vælge imellem.

Opgaveformuleringen til bundne, skriftlige hjemmeopgaver offentliggøres på fakultetets eksamenshjemmeside på eksamensdagen kl. 10.00 (husk at opdatere/genstarte browseren, hvis du har logget på nettet før dette tidspunkt), men kan også hentes ved personlig henvendelse på eksamenskontoret på eksamensdagen kl. 10.00 – 11.00.

Opgavebesvarelsen skal være studienævnssekretariatet i hænde senest kl. 10.00 på afleveringsdagen og kan afleveres på én af følgende måder:

  • Opgavebesvarelsen sendes til studienævnssekretariatet via e-mail som vedhæftet fil (Word). Sekretariatet kvitterer via e-mail for modtagelsen. Har du ikke modtaget en kvittering senest kl. 10.15 på afleveringsdagen, bør du straks rette henvendelse til studienævnssekretariatet. Problemer af teknisk art (med software, hardware, netforbindelse o.l.) er den studerendes ansvar og giver ikke mulighed for forlænget eksamenstid eller omprøve. Opgavebesvarelsen sendes til følgende adresse: amo@teo.au.dk .
    På afleveringsdagen fremsendes (eller afleveres) opgaven desuden i det krævede antal eksemplarer (se bemærkning nedenfor) til studienævnssekretariatet inden det fastsatte tidspunkt (poststemplet afgør, om opgaverne er fremsendt rettidigt). De afleverede trykte eksemplarer af opgaven skal være helt identiske med den via e-mail fremsendte besvarelse. Enhver afvigelse betragtes som eksamenssnyd.
  • Opgavebesvarelsen afleveres i det krævede antal eksemplarer (se bemærkning nedenfor) på studienævnssekretariatet inden det fastsatte tidspunkt (poststemplet afgør, om opgaverne er fremsendt rettidigt).
  • Opgavebesvarelsen fremsendes med almindelig post i det krævede antal eksemplarer (se bemærkning nedenfor) til Studienævnssekretariatet, Det Teologiske Fakultet, Tåsingegade 3, 8000 Århus C. Kuverten mærkes ”Eksamensopgaver”. Opgavebesvarelsen skal være sekretariatet i hænde på afleveringsdagen (poststemplet afgør, om opgaverne er fremsendt rettidigt).

Husk at alle skriftlige opgaver skal forsynes med et forsideskema.
Bemærk antal eksemplarer : To-dages og fire-dages hjemmeopgaver afleveres i 2 eksemplarer. Særlige regler gælder for religionsfag II, bachelorprojekt og valgfag I, der alle afleveres i 3 eksemplarer.

Bundne, skriftlige prøver:

  • Græsk I, 2005-ordningen, 2 dage, op til 12.000 typeenheder
  • Græsk I, 2007-ordningen, 2 dage, op til 12.000 typeenheder
  • Græsk II, 2005-ordningen, 2 dage, op til 12.000 typeenheder
  • RF I, 2 dage, op til 16.800 typeenheder
  • NT I, 2 dage, op til 16.800 typeenheder
  • NT II, 4 dage, op til 24.000 typeenheder
  • KH I, 4 dage, op til 24.000 typeenheder
  • DO I, 2 dage, op til 16.800 typeenheder
  • ER I, 2 dage, op til 16.800 typeenheder
  • Valgfag, 2005-ordningen, 10 dage, op til 36.000 typeenheder
  • Valgfag I, 2007-ordningen, 10 dage, op til 28.800 typeenheder

Gruppeopgave

Prøven i Religionsfag II (se mere i studieordningen af 2005 og studieordningen af 2007) er en fri, skriftlig gruppeopgave. Gruppen består af 2-3 studerende, der i fællesskab vælger den individuelle del af det sammensatte pensum.

Pensum godkendes af faglæreren, der fungerer som vejleder. Pensum skal være aftalt senest 1. november / 1. april, og man udfylder et aftaleskema. Dette opbevares af vejleder. Senest 1. december / 1. maj aftales den endelige opgaveformulering, der indføjes på aftaleskemaet.

Det skal klart fremgå af opgaven, hvem der har skrevet hvilke dele af opgaven. Der gives individuel karakter, efter 7-trins-skalaen. Der er intern censur.

Opgaven udarbejdes i løbet af semestret og afleveres senest tre uger efter dettes afslutning efter nærmere angivelse fra eksamenskontoret.

Bacheloropgave

Pensum til bacheloropgaven (se mere i studieordningen af 2005 og studieordningen af 2007) er sammensat. Opgaven udarbejdes i forbindelse med deltagelse i et af de udbudte seminarer (se i lektionsplanen, hvilke seminarer, du kan vælge på religionsvidenskab). Underviseren fungerer som vejleder og eksaminator.

Problemformulering og pensum aftales mellem studerende og vejleder inden 1. november / 1. april, og man udfylder et aftaleskema. Dette opbevares af vejleder. Senest 1. december / 1. maj aftales den endelige opgaveformulering, der indføjes på aftaleskemaet. Skemaet underskrives og sendes af vejleder til eksamenskontoret.

Bacheloropgaven udarbejdes i løbet af semestret og afleveres senest 10. januar / 10. juni. Opgaven må være op til 48.000 typeenheder.

Bacheloropgaven skal være forsynet med et resumé på ½ - 1 side, affattet på engelsk, tysk eller fransk. Resumeet indgår i omfangsoptællingen (men ikke forside, indholdsfortegnelse og litteraturliste).

En bacheloropgave kan udarbejdes som gruppeopgave. Gruppen kan bestå af 2-3 studerende, der hver især aftaler den individuelle del af pensum med vejleder. Det skal klart fremgå af opgaven, hvem der har skrevet hvilke dele af opgaven. Der gives individuel karakter.

Opgaven skal være færdigbedømt senest 1. marts / 1. september.

Mundtlige prøver

Mundtlige prøver finder sted på universitetet. Pensum er altid fællespensum. Mundtlige prøver kan vare 20 min. med 20 min. forberedelse eller 30 min. med 30 min. forberedelse. Ved mundtlige eksaminer medvirker foruden eksaminator en censor, der kan være intern, dvs. en af fakultetets lærere, eller ekstern, dvs. en beskikket censor.

Alle mundtlige prøver er bundne, dvs.

  • Du trækker et spørgsmål blandt flere spørgsmål, der er stillet af læreren.
  • Du har ret til at vælge mellem mindst to spørgsmål.

Du er som studerende er forpligtet på at være til stede ved eksamenslokalet i god tid forud for det angivne tidspunkt for forberedelse. Kommer du for sent, er eksamensforsøget misbrugt, og du får resultatet udeblevet, dvs. at du er dumpet.

Kan du ikke komme til eksamen pga. sygdom skal du:

  • straks meddele dette pr. telefon til eksamenskontoret.
  • tage kontakt til din egen læge, der udfærdiger en lægeerklæring, hvori det angives, hvad du fejler, og hvornår sygdommen er opstået.
  • sende lægeerklæringen til studienævnet.
  • samtidig eller senere kan du søge studienævnet om tilladelse til at gå til sygeeksamen. Husk at vedlægge kopi af lægeerklæringen.

Vælger du at udeblive fra eksamen uden at være syg og uden rettidig afmelding, bør du meddele dette til eksamenskontoret, der giver besked til eksaminator og censor. Hvis du udebliver, kan du ikke melde dig til omprøve i samme eksamenstermin.

Du må til forberedelse medbringe de hjælpemidler, der er anført i studieordningen for hvert fag.

Det er ikke tilladt at medbringe pc eller mobiltelefon i forberedelseslokalet.

Bundne, mundtlige prøver:

20 min.:

  • Teologihistorie
  • Bibelkundskab – kombineret prøve, se nedenfor
  • Græsk III (2005-studieordningen)
  • Græsk II (2007-studieordningen)
  • Studium Generale
  • Hebraisk (2005-studieordningen)
  • Hebraisk II (2007-studieordningen)
  • Latin II

30 min.

  • GT/2 (2005-studieordningen)
  • GT II (2007-studieordningen)
  • NT III
  • KH II
  • DO II
  • ER II 

Aktiv, tilfredsstillende deltagelse

På 2007-studieordningen aflægges nogle eksaminer ved aktiv, regelmæssig og tilfredsstillende deltagelse.

  • Aktiv betyder, at du deltager i de med undervisningen forbundne aktiviteter, herunder almindelig forberedelse, mundtlige oplæg og mindre skriftlige opgaver efter underviserens nærmere anvisning.
  • Regelmæssig betyder, at du deltager i mindst 75% af de udbudte timer, jævnt fordelt over forløbet.
  • Tilfredsstillende betyder, at du gennem din deltagelse demonstrerer et tilfredsstillende fagligt niveau.

Fag hvor eksamen aflægges ved aktiv, tilfredsstillende deltagelse er:

  • Hebraisk I
  • GT I
  • Latin I
  • Valgfag II

Kan du ikke opfylde betingelserne for aktiv, tilfredsstillende deltagelse, kan du søge studienævnet om dispensation fra eksamensbestemmelserne, og der afholdes en erstatningsprøve efter gældende regler.

Særligt om Bibelkundskab

NB. GÆLDER KUN STUDERENDE STARTET FØR E08

Prøven i Bibelkundskab består af to dele:

  • Bunden, mundtlig prøve i indledning til Gammel og Ny Testamente
  • Portfolio-eksamen i bibliotek og formidling

Den mundtlige prøve, der varer 20 minutter, afholdes efter de regler, som du kan se ovenfor. Se beskrivelsen af prøvens indhold her (link)

Portfolioeksamen aflægges i løbet af semestret i form af aktiv, tilfredsstillende deltagelse i denne del af kurset. For at bestå eksamen skal du deltage aktivt i gruppearbejdet og de indlagte kurser i biblioteksorientering, opgavepræsentation etc., aflevere det fordrede antal skriftlige opgaver og mundtlige fremlæggelser efter faglærernes anvisning. Der kan ikke dispenseres fra denne eksamensform, da undervisningen indeholder praktiske elementer .

Prøvernes rækkefølge

Prøverne kan du aflægge i valgfri rækkefølge med følgende undtagelser:

Førsteårsprøven:

For at kunne fortsætte uddannelsen skal du indstille dig til prøve i Teologihistorie, Religionsfag I og Bibelkundskab senest ved udgangen af 2. semester. Disse 3 prøver, der udgør førsteårsprøven i teologi, skal være bestået inden udgangen af 4. semester efter studiestart.

Øvrige undtagelser:

  • Prøver i delte discipliner skal du aflægge i rækkefølge. Prøven i del I skal bestås før indstilling til prøve i del II; prøven i del II før indstilling til prøve i del III.
  • Prøven i Latin skal bestås før indstilling til prøve i Kirkehistorie II.
  • Prøven i Græsk II skal bestås før indstilling til prøve i Ny Testamente I.
  • Prøven i Græsk III (2005-studieord.) skal bestås før indstilling til prøve i Ny Testamente II.
  • Prøven i Hebraisk skal bestås før indstilling til prøve i Gammel Testamente.
  • Valgfag og BA-projekt forudsætter II/III-prøven i det pågældende fag
  • Når du indstilling til dig til prøven i Bachelorprojekt må du ikke mangle mere end 60 ECTS på din bacheloruddannelse.
Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 02.03.2010