Anita Blæsbjerg Baun er bachelorstuderende i teologi. For at hente ny inspiration til studierne og for at prøve kræfter med en drøm om at formidle mellemøstlige forhold har hun lavet feltprojekt i Israel og Palæstina. Her fulgte hun mellemøstkorrespondenten fra Kristeligt Dagblad og undersøgte forholdene for palæstinensiske kristne – en minoritet i et samfund, hvor muslimerne bliver mere og mere fundamentalistiske.

Da jeg startede mit feltprojekt, havde jeg læst i tre år og kunne mærke, at jeg skulle prøve noget andet. Feltprojektet var en oplagt mulighed for fortsat at studere, men at gøre det på en helt anden måde. Det har været rigtig rart at se, at man kan bruge sin uddannelse anderledes. Jeg har været i Israel og Palæstina mange gange og har altid vidst, at jeg ville derned og læse, så da denne mulighed opstod, kontaktede jeg en bekendt, som er mellemøstkorrespondent for Kristeligt Dagblad.

At finde et feltprojekt
Hvis man vil lave et feltprojekt, må man have en idé. Man er nødt til at være overbevisende og selv tro på, at man har et rigtig godt projekt. Selve projektet kan være mange forskellige ting. Man behøver ikke at tage til udlandet, man kan jo f.eks. også bruge Folkekirkens Nødhjælp. Det er meget forskelligt, hvad man gør, og det er jo heller ikke alle, der er ude og interviewe folk. Jeg ville rigtig gerne prøve at være journalist og interviewe folk. Jeg ville gerne prøve at være dér, hvor man kan mærke, hvad der sker og bevæger sig i folk. Med feltprojektet kunne jeg finde ud af, om det i virkeligheden tiltalte mig.

Mit projekt
Mit projekt handler om palæstinensiske kristne; om deres identitet og deres trosforestillinger. Grunden til, at jeg valgte de kristne, var, at jeg synes, det er spændende at beskæftige mig med en lille minoritet i et samfund, hvor muslimerne bliver mere og mere fundamentalistiske.

Jeg interviewede palæstinensiske kristne om, hvordan de ser på tro, Gud, tilgivelse samt mere konkrete ting, som hvordan man opfatter sig selv – om det er problematisk at være en religiøs minoritet. Jeg så på, om der er forskel på dem, der bor i Israel, og dem der bor i det palæstinensiske selvstyreområde. Og jeg fandt jo ud af, at det ikke er uproblematisk. Der er chikanerier og problemer for de kristne, som bliver en stadigt mindre minoritet.

Formaliteter
Før et projekt kan blive godkendt, skal man have en vejleder her på stedet og en vejleder på praktikstedet. Det vil sige, at jeg også skulle have mellemøstkorrespondenten til at skrive under på aftalen. Jeg lavede selv en projektbeskrivelse, som jeg fik godkendt af min vejleder og studienævnet for teologi. Jeg skulle læse mellem 600 og 700 sider i forbindelse med projektet og skrive en opgave baseret på dette stof.

Gode råd
Det er vigtigt at starte i god tid. Både i forhold til ansøgninger og litteratursøgning – man kan næsten ikke komme i gang for tidligt. Det kan godt virke lidt hårdt, at man skal gøre det ved siden af sit studie, men det betaler sig.

I et feltprojekt eller som praktikant arbejder man gratis, for man har jo sin SU med. Derfor har man mulighed for at fokusere på noget, som arbejdspladsen måske ikke har tid til at prioritere. Det er enormt vigtigt at fokusere på de positive ting, man kan bidrage med og så lade folk mærke, at man brænder for det, for så fatter de også større interesse for ens projekt. Jeg vidste f.eks., at det, jeg allerhelst ville, var at følge en journalist, og det ville jeg ikke gå på kompromis med. Det vigtigste er, at man gør det man vil, for ellers bliver det ikke sjovt, og så giver det ikke den energi, der gerne skulle komme ud af det.