
Cand. theol. Bo Grünberger blev færdiguddannet i 2008 og er efter flere tidsbegrænsede ansættelser endt som skribent og webmaster hos Folkekirkeinfo.
Folkekirkeinfo
Folkekirkeinfo.dk laver tekst og tv om livet i folkekirken i Århus Stift. Mit arbejde hos Folkekirkeinfo er ret bredt – lige fra at være webmaster på vores hjemmeside, og deltage i udviklingen af hjemmesider til vores medlemmer, og til at fotografere og skrive artikler til brug på tryk og på web.
Praktik
Man kan sige, at min karriere begyndte hos min praktikplads, Danmarks Kirkelige Mediecenter. Min praktiktid betød, at jeg fik lært noget kommunikation og lærte noget mere om hjemmesider. Det gjorde, at jeg kunne søge et barselsvikariat som webmaster, efterfulgt af endnu et vikariat som kommunikationsmedarbejder. Det førte alt sammen til, at jeg fik arbejde hos Folkekirkeinfo, hvor jeg nu arbejder.
Med fra studiet
Det jeg bruger mest fra min studietid er min viden om kristendommens historie, og hvad der ligger bag de traditioner som vores danske folkekirke bygger på. Det bruger jeg både når jeg finder på ideer til artikler, når jeg interviewer folk, og når jeg skriver. En journalist ville ikke kunne løse de opgaver jeg løser, simpelthen fordi det er en kæmpe fordel at kunne trække på den viden man har som teolog.
En typisk arbejdsdag
Det meste af min tid går med at sidde på en kontorstol, men heldigvis ikke al min tid! Jeg er rimelig frit stillet i mit arbejde, og jeg kan nogenlunde selv bestemme min mødetid, hvem jeg opsøger når jeg skal lave artikler, og om jeg arbejder hjemmefra en dag eller to.
Et godt råd
Mit råd er at udnytte muligheden for at komme i praktik! Hvis ikke man er sikker på, at man vil være præst, så giver den erfaring man får ved at komme i praktik noget at skrive på CV’et, og det er guld værd. Mit praktikophold har været helt essentiel i forhold til at kvalificere mig til mit job. Så jeg kan slet ikke understrege nok, hvor vigtigt det har været for mig.
Derudover har mit frivillige arbejde som fagredaktør også betydet, at jeg har kunnet skrive erhvervserfaring på mit CV. Her har jeg også lært, hvordan man skriver artikler og opsøger information. Så selvom praktikken har været ulønnet, har det virkelig kunnet betale sig for mig.