Præst i Bjerringbro, Hjermind, Lee og Hjorthede Cand.theol.

Ken Nørgaard Pedersen har i knap et halvt år været sognepræst ved tre landsbykirker og en bykirke. Ifølge Ken er det svært at forberede sig på præstejobbets udfordringer – man lærer det først ved at kaste sig ud i det. Her kan du få indblik i hverdagen for en nyuddannet sognepræst.

I starten frygtede jeg begravelserne og sjælesorgsamtalerne, men nu er det dér, jeg kan mærke, at man som præst virkelig gør en forskel. Hvis man formår at skrive en vedkommende tale, betyder det virkelig noget for folk, og det synes jeg er utrolig meningsfuldt.

En typisk uge

Jeg har fri hver mandag , det er den eneste fridag, jeg har fast hver uge. I denne uge havde jeg tirsdag en eftersamtale med en ægtefælle til en, jeg havde begravet. En sjælesorgsamtale, hvor jeg tager ud og hører, hvordan vedkommende har det. Jeg gør det typisk, når det er en ægtefælle, der sidder tilbage alene, men vurderer fra gang til gang, om der er behov for det.

Onsdag havde jeg en begravelse kl. 13, hvor jeg havde haft en begravelsessamtale ugen i forvejen. Om aftenen var der menighedsrådsmøde, som jeg også skulle forberede mig til. Der er en dagsorden, man skal sætte sig ind i, og der er tit nogle opgaver, man skal have løst siden sidste møde. Jeg har bl.a. holdt visionsmøder, som noget nyt, hvor jeg har fremlagt for menighedsrådet, hvad jeg godt kunne tænke mig at gøre mht. gudstjenester.

Torsdag havde jeg medarbejdermøde for alle kirkens medarbejdere. Derudover havde jeg et præstemøde med de andre præster og en begravelsessamtale om eftermiddagen. Om aftenen var jeg til udvalgsmøde. Fredag havde jeg et telefoninterview med en pige, der gerne ville høre, hvad en præst mener om kirken i fremtiden.

Lørdag havde jeg en begravelse om formiddagen. Derudover skulle jeg indberette alle gudstjenester - der føres tilsyn med, at vi holder de gudstjenester, vi skal.

Forberedelse til en gudstjeneste er ca. en dags arbejde, hvor man skriver prædiken, finder salmer og læser tekster igennem. Når der ikke er andet på programmet, forbereder jeg mig til gudstjenesten om søndagen .

Man vokser med opgaven

Det er begrænset, hvor rustet, man kan blive til at være præst. Når man får jobbet, bliver man kastet ud i det næsten på bar bund. Den første uge havde jeg mange forskellige mennesker i telefonen, som stillede spørgsmål som f.eks. ”hvilken dato er det, min datter skal konfirmeres om to år” – og jeg var fuldstændig blank. Jeg havde overhovedet ikke tænkt over, hvilke datoer de næste års konfirmationer skulle være. Den slags kan man ikke lære på forhånd. Det kommer først, når man er i jobbet, og det dukker op hele tiden.

Jeg har haft og kan stadig have bekymringer om begravelser og sjælesorgsamtaler. Men når man har prøvet det, lærer man efterhånden at træde ind i et rum og være en del af en sorg i et stykke tid og så træde ud igen. Den anden uge i mit job, fik jeg en meget svær begravelse med en familiefar til fire små børn, og da tænkte jeg også, om der ikke var af de andre præster, der kunne tage den - jeg var jo lige begyndt. Men den eneste måde, man lærer det på, er at blive kastet ud i det. Jeg har ikke oplevet, at der ikke har været respekt omkring mig, fordi jeg var ung eller ny. Jeg er blevet ordineret, jeg er blevet indsat, jeg er i en eller anden forstand indsat af Gud til denne her stilling. Biskoppen har sagt god for mig, og der er en menighed, der har kaldt mig til, at jeg skal være deres præst – og så er det også fordi, de vil have mig.

En åndelig dimension

Derudover er der en åndelig dimension. Hver gang, jeg skal ud og have en sjælesorgsamtale, siger jeg til Gud, ”det her det er din opgave, det er ikke mig; det er dig, der har valgt, at jeg skal kunne det her.” Hvis ikke man har den åndelige dimension med, skal man selv præstere; så skal man selv ud og være en god præst, der kan være en god sjælesørger, og som kan klare det hele. Som regel er der jo bare brug for en, der vil lytte. Det er ikke så meget et spørgsmål om at sige alle de rigtige ting, det er et spørgsmål om, at man er til stede.

Vielse og begravelse på samme dag

Jeg kan sagtens komme til at holde en vielse og en begravelse samme dag, men i de situationer har vi utrolig meget rygstøtte i ritualerne. Vi skal ikke ud og opfinde det hele igen. Selvfølgelig skal vi have samtaler inden, men jeg synes faktisk, samtalerne minder meget om hinanden - forstået på den måde, at vi i begge tilfælde taler om, hvilke følelser de har, og hvilke tanker de gør sig, om det der er ved at ske. Ved begravelsessamtalen spørger jeg, hvordan den afdøde var - ved vielsessamtalen spørger jeg den kommende kone, hvordan manden er.

Selve kirkerummet gør, at jeg ikke står alene foran en forsamling. Jeg står i et kirkerum med nogle helt faste ritualer. Derudover har jeg en præstekjole på, som også siger, at det ikke er personen Ken Nørgaard Pedersen, der står her, men præsten. Jeg har en funktion, jeg har et embede, og når jeg tager den kjole på, kan jeg mærke, at der sker noget – jeg bliver en del af noget større. I de svære situationer giver det utrolig meget støtte. Jeg er i det embede, jeg er sat ind i, og der skal jeg sådan set bare udfylde en rolle, jeg skal ikke præstere noget. Folk forholder sig også til personen bag, men de ved, at præsten er ham, der kan det her. Præsten har fået bemyndigelse til at gøre de her ting, så det er der respekt for, at han kan klare det.

Fra uni til job

Under min studietid vikarierede jeg for en kordegn. Det var et fantastisk godt studiejob, for jeg kom på den måde ind i en kirkelig dagligdag, og så hvad der foregik i kirken, var med til de kirkelige handlinger, osv. 

Det betyder meget, at man laver noget, der også viser, at man ikke er en bogorm. Det er de færreste, der vil have en bogorm som præst. Man er ikke interesseret i en, der holder teologiske afhandlinger fra prædikestolen, og som kigger hen over hovedet på folk. Man kan være nok så klog og genial, men det er ikke det, præstearbejdet handler om. Man skal kunne formidle i øjenhøjde, og man skal kunne tale med folk. Det er meget vigtigt, at man har det syn på sig selv, at man ikke er noget særligt, fordi man er teolog og universitetsuddannet. Man har en anden baggrund, men den er ikke noget som helst mere værd end alle andres.

Gode råd

Jeg tror, de fleste teologistuderende vil kunne finde noget ved præstearbejdet, de synes er rigtig spændende, og så skal man opdyrke det mere. Hvis du synes, undervisning af konfirmander er spændende, så tag hen til den lokale præst og spørg, om du må komme og undervise konfirmanderne engang imellem. Eller hvis man synes, det er spændende at skrive prædikener og formidle kristendommen på den måde, så kan man jo også spørge en præst, om man må få lov at komme og holde en prædiken – det skal man ikke være ordineret for.

Jeg har hele tiden haft den tanke, at jeg på pastoralseminariet ville afgøre, om jeg ville være præst. Lad universitet være universitet og tag så stilling på pastoralseminariet, hvor man bliver udfordret med de ting, som præstearbejdet indebærer. Hvis man finder ud af, at man ikke vil være præst, så har man alligevel lært en masse på pastoralseminariet, for der beskæftiger man sig med menneskelige ting, som man kan bruge i alle livets forhold. Derudover kommer man i praktik, og kommer altså ud i en kirke og prøver at stå på en prædikestol.