Hvorfor valgte du at læse teologi?
Jeg er ud af en folkekirkelig - ikke særlig kirkevant - familie, og er den første i familien, der har læst teologi. Så det var ikke noget, der lå i kortene. Men af en eller anden grund blev jeg allerede som barn interesseret i kristendom, og var meget glad for kristendomskundskab i skolen.
Efter nogle mere rebelske teenageår, fattede jeg igen interesse for kristendommen under et højskoleophold, og besluttede siden at læse teologi. Det har jeg aldrig fortrudt: fagligt finder jeg kombinationen af sprog, filosofi og historie spændende, og personligt kan jeg lide at studiet - efter min mening - peger udover sig selv, og ind i en kirkelig og pastoral sammenhæng.
Hvor arbejder du nu?
Jeg har i de seneste fire år virket som sømandspræst ved Den Danske Sømandskirke i New York, hvor jeg er præst for danskere og dansk-amerikanere i New York-området og andre steder i USA, og jeg holder løbende gudstjenester både i Washington D.C., Houston, Chicago og Croton on Hudson.
Den danske Sømandskirke i New York er den eneste dansktalende kirke i USA, og det er en stor og meget meningsfuld opgave, synes jeg, at skabe en slags dansk folkekirke- og sognehus midt i New Yorks multietniske virvar og under helt andre vilkår end i Danmark, samt at tilbyde en dansk folkekirkelig betjening af en menighed, der i princippet dækker hele USA. Jeg har gennem mit virke som præst i udlandet fået et klart billede af, hvor vigtig folkekirken er for mange danskere, og hvor unik vores folkekirkelige tradition og teologi er.
Hvordan er dine arbejdsopgaver?
Som sømandspræst besøger jeg skibe med dansk besætning og har ansvaret for Sømandskirkens drift og økonomi, samtidig med at jeg fungerer som daglig leder for de ansatte samt de mange frivillige hjælpere i kirken. Sømandskirken skal selv sørge for økonomiske midler til aktiviteter og drift af kirken. Derfor fylder administration, fundraising og arbejde med frivillige en stor del af mit arbejde.
Virket som sømandspræst har også en stærk sjælesørgerisk side, da mange danskere – både søfolk, emigranter, studerende, au pairs og udsendte – jo i sagens natur ofte oplever familiære og personlige kriser og udfordringer.
At være sømandspræst er umådeligt udfordrende, lærerigt og såmænd også krævende.
Hvad er det mest spændende ved dit job?
Det er svært at svare på. Arbejdet som helhed er spændende og opgaverne er mangeartede og forskellige og interessante på hver deres måde. Men det bedste svar vil nok være: At være præst for danskere og dansk-amerikanere i ”The Greatest City of The World” og hver dag blive konfronteret med sandheden i Frank Sinatras New York, New York: ”If I can make it here, I´ll make it anywhere.”
Hvad bruger du af det, du lærte på universitetet?
Arbejdet som sømandspræst er meget forskelligt fra arbejdet som sognepræst i Folkekirken. Administration og fundraising fylder meget mere end det pastorale, så det mest rigtige svar vil nok være: Det, at jeg på universitetet lærte at lære, lærte at arbejde selvstændigt og at tilegne mig nyt stof og nye ting.
Har du gode råd til de nuværende studerende?
Jeg vil råde nuværende studerende til at være gode studerende. Lægge vægt på, at man i en periode af sit liv har muligheden for at fordybe sig i verdens mest spændende fag, og siden har muligheden for at komme ud og virke i det mest meningsfulde arbejde, der findes – præstearbejdet. Og tro endelig ikke, at det er kedeligt, at være præst.