Lise Colding
 | Gymnasielærer (religion og dansk), Hobro Gymnasium og HF |
Lise Colding har hovedfag i religionsvidenskab og sidefag i dansk. I tre år har hun været ansat på Hobro Gymnasium og HF, hvor hun som underviser både får faglige og pædagogiske udfordringer. To dimensioner som ifølge Lise Colding ikke kan skilles ad. Lise fortæller her om undervisning, forberedelse - og om sin forvandling fra akademiker til formidler.
Ikke kun undervisning
Jeg forventede, at jeg skulle stå meget i klasselokalet og undervise, og det skal jeg selvfølgelig også, men det fylder overraskende lidt i min dagligdag. Det, der virkelig fylder, er forberedelsen, som er ret massiv. Derudover er der mange møder. Der er mange arbejdsgrupper, fordi der er meget samarbejde med kolleger, dels om hver klasse, dels fagligt og dels om emner, der vedrører hele skolen. Det er vigtigt, og det fylder meget i mit arbejde. Og så er der selvfølgelig eksamen, som varierer fra år til år.
At forberede sig handler i høj grad om at tænke som eleverne. Eleverne har en tekst og noget baggrundsstof for som lektie, og min opgave er så at give dem arbejdsmetoder i form af arbejdsspørgsmål, oplæg, gruppearbejde, osv; altså hvordan tænker man det faglige og det pædagogiske sammen. Målet er, at eleverne skal forstå stoffet bedre, skal kunne anvende den nye viden og også kunne huske det. Desuden er det vigtigt at tænke stoffet sammen med resten af det, vi har arbejdet med, for selvom vi f. eks. arbejder med islam, drager vi mange paralleller til bl.a. kristendommen.
Det er også vigtigt at aktualisere stoffet, så det bliver vedkommende for eleverne. F.eks gør jeg for tiden meget ud af forskellen på shia- og sunnimuslimers udgave af islam, på den måde får eleverne en bedre forståelse af en del af konflikten i Irak.
En typisk dag
En stor fordel ved at være gymnasielærer er de fleksible arbejdstider. Som børnefamilie har vi brug for det, og jeg har fået lagt mit skema, så jeg kan aflevere børn om morgenen. Jeg starter derfor først ved anden eller tredje time. Til gengæld starter timerne og møderne jo på et bestemt tidspunkt, det kan der trods alt ikke flyttes på.
Når jeg møder, er der to gange om ugen morgensamling for hele skolen, hvor der er beskeder, fællessang og elevindslag. Herefter har jeg typisk en dobbelttime, hvor jeg har klassen i 2x45 minutter. Eleverne har forberedt sig til undervisningen, og typisk vil der være et elevoplæg. Sidst men ikke mindst skal de jo have noget nyt for til de næste timer. Det er jo faktisk også en del af forberedelsen at tænke mindst en lektion foran hele tiden. I frokostpausen er der tit møder med elever eller kolleger. Over middag har jeg typisk en dobbelttime igen.
Om eftermiddagen har jeg møder med kollegaer i forskellige arbejdsgrupper og udvalg. Man har også andre praktiske opgaver som at kopiere, at hente bøger i bogkælderen eller at reservere videomaskinen eller computerlokalet. Er der ventetid mellem gøremålene, så får jeg en kollegial sludder på lærerværelset.
Når jeg er færdig på skolen henter jeg mine børn, og så holder jeg fri resten af eftermiddagen. Det betyder så også, at jeg skal forberede mig om aftenen, hvor jeg typisk arbejder et par timer.
Universitetet skal give faglighed
Jeg mener ikke, man skal lære at undervise på universitetet. Universitetet har derimod givet mig min faglige styrke, og det kan jeg i øvrigt bruge uanset, om jeg skal være gymnasielærer eller noget helt andet. En solid faglighed gør, at man hurtigt kan finde frem til centrale temaer og finde kerneteksterne. Jeg synes derfor ikke, man skal gå på kompromis med denne faglighed – den er altafgørende i en formidlingssituation.
Under min uddannelse var jeg ikke sikker på, om jeg skulle være gymnasielærer. Da jeg havde afleveret mit speciale, blev jeg ansat som ekstern lektor på universitetet i Odense. Det var en meget stor faglig udfordring, men jeg vidste, hvad jeg skulle, for jeg kom jo selv lige fra den verden. Det sværeste var at gå fra mit job på universitetet til at undervise her på gymnasiet indenfor det samme emne. Det var svært at begrænse sig til de få sider, eleverne skulle læse på gymnasiet – men øvelse gør mester.
Pædagogikum
Pædagogikum tager netop højde for, at det pædagogiske ikke er en del af en universitetsuddannelse. Man søger en pædagogikumstilling, som amterne slår op og bliver så ansat i to år. I det første år er man på en skole, hvor man både følger andre undervisere og underviser selv. Derudover er man på pædagogiske og faglige kurser og tager sidefagssupplering.
I det andet år har man sin egen klasse og fungerer egentlig som en almindelig lærer. I løbet af de to år kommer der fire gange en tilsynsførende udefra og ser dig undervise. Jeg fik virkelig meget ud af pædagogikum, selvom det var temmelig hårdt. På forhånd følte jeg ikke selv, at jeg havde brug for det, fordi jeg havde undervist i flere år, men det gav mig en øget bevidsthed om bl.a. de mekanismer der spiller ind i en undervisningssituation. På nogle af kurserne fik jeg ting med, som jeg direkte kunne gå tilbage og bruge i undervisningen.
Fra uni til job
I min jobsøgning ringede jeg rundt til en lang række gymnasier – flere gange til hvert sted, fordi jeg ville have fat i rektor. Mange sagde med det samme, at de ikke havde noget job, og jeg måtte så forklare, at det eneste jeg ville var at aflevere en ansøgning til vedkommende personligt. Og det måtte jeg altid godt. Det var ofte en fornuftig ting at gøre, for nogle af dem snakkede med mig i en hel time og viste mig rundt. Andre tog bare imod ansøgningen, og så var der ikke mere i det. Heldigvis endte jeg da også med at få et årsvikariat.
Man må ikke være for kræsen. Selvom man i starten kun kan få et vikariat med én klasse, og at det ser lidt skidt ud med pengene, må man tage den ene klasse alligevel. Det kan jo være, der er to eller tre næste år, og har man været årsvikar, har man større chancer for at få en pædagogikumstilling, for man skal have bestået pædagogikum for at blive fastansat. Man må altså satse lidt og forsøge at være meget mobil og fleksibel. Det handler ikke nødvendigvis om at have en bil eller at skulle flytte, men mere om at have en fleksibel indstilling.